De første par dage

Efter et lille smut i London, hvor vi skulle vente 24 timer på vores fly og fordrev tiden med en tur til vidunderlige Camden, Big Ben, det store ”pariserhjul” og en god portion fish n’ chips, var vi klar til Portugal. Vi landede i Faro og blev hentet af en fætter, som kørte os til hotellet, hvor Chicos bror arbejder. Planen var egentlig at låne en bil af ham og køre direkte hjem til Ficalho, men bænkene i Stansted Lufthavn havde natten forinden ikke budt på meget søvn, og da jeg vågnede så lå jeg mere ligesom en ræv den ville gøre (citat: ham fra cd’en, hvor de også laver Chris og Chokoladefabrikken) så for søren, hvor bliver man let at overtale til i stedet at tage en aften med grill, krabbe og Pictionary på Algarvekysten frem for at skulle ud at køre hjem. Grillen gik rigtig godt og krabben var som den skulle være, men jeg havde lidt ondt af ham der fik en dansker på holdet i Pictionary og trods stor ihærdighed tabte stort.

Næste morgen vågnede vi til solskin og udsigt over Algarvekysten – overhovedet ikke dårligt. Vi havde dog savnet dokumentudfyldning og andet papirarbejde og besluttede os for at søge mod jobcentret. Dette brugte vi det meste af eftermiddagen på – bl.a. fordi de vist aldrig før havde haft udlændinge der, som ønskede at blive i 3 måneder for at søge arbejde. Men de var rigtig søde og det viste sig da også, at hun kendte mindst én af Chicos fætre. Selvom der er fin sol om dagen bliver der rigtig koldt om aftenen og desuden er der ingen varme i husene. Men vi tog over til moster Gina, hvor de satte gang i ildstedet og ristede pølser. Desuden har man i de fleste hjem et bord, med et tungt tæppe over. Nedenunder er der en varmeplade, så der bliver dejligt lunt under bordet, og så kan man sidde med tæppet over benene og få varme nedefra – en helt fantastisk opfindelse! Folk her forstår ikke helt hvorfor vi er kommet til Portugal; der er høj arbejdsløshed, lønnen er lav og rigtig mange folk tager universitetsuddannelser og ender alligevel med at sidde ved kassen et sted... -men samtidig er det sjældent man møder folk så rige på medmenneskelighed og som har så god tid til hinanden. Er man ude at køre kan man være sikker på at bilen foran stopper op midt på vejen, hvis han møder én han kender – og ingen dytter, for man har ikke mere travlt end at man lige kan få en sludder midt i trafikken. Desuden er familierne store og man tager sig godt af hinanden gamle som unge… lidt mafia-godfather-agtigt med kindkys og det hele, men med lidt mindre kriminalitet!