De små forskelle

mandag den 18. april 2011

Besøg hjemmefra

SKØNT med besøg hjemmefra! Søs og Rasmus var forbi og jeg synes virkelig vi fik set en masse, hygget en masse og SPIST en masse. Desværre havde en irriterende forkølelse overfaldet både Chico og mig lige præcis fra onsdag, hvor vi hentede dem i lufthavnen!

Men vi var både ude og opleve; små byer, en kæmpe dæmning, natur – og selvfølgelig storke, sol (samt en masse skygge til min rødhårede søs), krabbe til aftensmad, badning i haveslangen, skildpaddejagt, støttekoncert på kirketorvet, en sø, torsk på mosterens restaurant, lokalt fodboldopgør og blev jagtet af en portugiser, der ville snakke tysk.


Lørdag aften efter 3 dage med forkølelse og ondt i halsen, havde jeg efterhånden fået udviklet en fræk Johnney-Madsen-whiskey-stemme og var klar til at gå på scenen til støttekoncerten…!!! Puha der var vist også en enkelt sommerfugl, som havde fundet sin vej til mavsen, da jeg bevægede mig op ad trappen. Derudover så det også pludselig ud som om der var mange flere folk, end hvad der havde været, da jeg stod i sikkerhed nede på landjorden. Overvejede også et øjeblik om nu også Hallelujah og Pokerface var de rette sangvalg til en portugisisk fest, som startede med et damekor, som sang regionale sange efterfulgt af Chico og hans venner med forskellige akustiske portugisiske numre. Heldigvis kom der senere en Michael Jackson-danser og til sidst en DJ – så det var et godt mix af alt muligt. Men det var super fedt at prøve og så var det bare alle tiders at få øje på søs, som bare stod og nikkede og smilede i mængden – tak for støtten!