De små forskelle

mandag den 4. april 2011

Olà og bom dia

Alle maler huse hernede i vildskab lige for tiden, så alle ”nordlændinge” bliver blændet, når solen skinner på de nykalkede huse. Vi har også selv været i gang, for der skal gerne se pænt ud til byfesten om en måneds tid. Så efterhånden ser vores lille portugisiske hus rigtig fint ud. Desuden har brønden også fået den, hernede, obligatoriske gule stribe.

Ellers nyder vi byen og området og jeg synes stadig det er så hyggeligt, at man hilser på alle man kommer forbi. Efterhånden har folk vist også vænnet sig til at blondie her render rundt i byen og forsøger at udtale ”olà” og ”bom dia” på bedste nordjysk. Men det der med at hilse er faktisk ikke altid helt nemt for de har ca. 1000 måder at sige hej og farvel på. Indtil middag siger man én ting og efter middag siger man en anden ting og igen noget nyt efter det bliver mørkt. Derudover er der de forskellige variationer af disse udtryk – og kender man folk godt får de også en anden hilsen. Mht. dette holder jeg mig indtil videre til hej, godmorgen, god eftermiddag og godaften/godnat og håber det er nok.

Hmm...og ikke nok med at jeg kæmper med det portugisiske; jeg var forbi Spanien fordi benzinen er billigere der. Pludselig fandt jeg mig selv på en tank i total kaos. Der var motorcykler over det hele og en pige som arbejdede på tanken råbte en masse på meget hurtigt spansk. Hun gjorde tegn til at jeg ikke måtte putte benzin på og alle folk så lidt forvirrede ud. Inde i kiosken talte en kvinde i telefon samtidig med, at hun råbte til den hurtigtsnakkende pige udenfor. Sådan kørte det i 10-15 min og lige da jeg havde bestemt mig for at køre, hentede pigen slangen og begynde at tanke for mig! Aner ikke hvad der lige skete, men jeg fik min benzin. Men har efterhånden vænnet mig til ikke altid at forstå, hvad der sker omkring mig hernede. Ikke mindst fordi folk snakker mange af gangen og allesammen meget højt, så det er svært altid at fange! Armbevægelserne og den indlevende måde at fortælle på kan dog gøre det yderst underholdende - selvom man ikke lige får pointen med.

Ingen kommentarer: