De små forskelle

tirsdag den 19. april 2011

Eddike-Maria og 2 polske blaffere

Efter søs og Rasmus igen var blevet afleveret i lufthavnen, besluttede vi os for at fortsætte vores jobsøgning langs Portugals kyst, da det formentligt er nemmere for os at finde arbejde der, hvor turisterne holder til – specielt for den af os, der taler dårligst portugisisk! På denne tur kom vi blandt andet forbi byerne; Marcos Hoved, Næsernes dal, Eddike-Maria og Halsbrand (Cabeca do Marco, Vale de Narizes, Maria Vinagre og Azia).

Landets vestkyst er virkelig smuk og med kæmpe bølger, som slår ind mod klipperne. Vi var blandt andet forbi Sagres (tidligere kendt som verdens ende – nu blot Europas mest vestlige punkt). Her er der total surfer-stemning med små chill-out barer og folk der kører rundt i rugbrød med drømmefangere i vinduerne og byen er super hyggelig. Om aftenen fandt vi et lille ”hippie-sted” at overnatte med små hyggekroge, store puder udenfor og ”pang-farver” overalt. Som en fortsættelse af hippie-stemningen tog vi dagen efter et par polske blaffere med i bilen på vores vej videre – de var rigtig hyggelige og havde en ven, som spiller i Danmark i bandet ”LSD on CIA” – lyder interessant, så dem må vi vist hellere tjekke ud.

Senere på landevejen mødte vi en mand som gik rundt midt på vejen og vinkede til os med sin hat. Først troede jeg også han var ude efter et lift, men da vi rundede en kurve mødte vi hans ca. 200 får, som han havde taget med sig. Dyrene stod først og betragtede os lidt skeptisk, men pludselig var vi omringet! Vi fik hurtigt fat i kameraet og fik taget en masse billeder, og jeg er ret sikker på at bondemanden tænkte; "sådan nogle dumme turister, som aldrig har set et får før!"


Ingen kommentarer: