De små forskelle

tirsdag den 22. februar 2011

Dagpenge med til udlandet

I første uge efter min afsluttende eksamen, fandt jeg mig selv på et af de anmelderroste Jobcentermøder for "Nyuddannede under 30". Første blanket der skulle udfyldes denne dag var den, hvor man blandt andet skal skrive sit cpr nr. hvorefter man fortæller sin alder og til sidst sætter kryds ved om man er over eller under 25...-så er dét ligsom på plads!!! På trods af den engagede jobcentermands forsøg på at gøre mødet til et brag af en fest lykkedes det mig, et kort øjeblik, at dagdrømme mig langt væk fra dagpengehelvedets 2 halvhjertede ugentlige ansøgninger samt endeløs udfyldning af blanketter. Lokalet og de øvrige "Nyuddannede under 30" forvandlede sig til solfyldte marker og små hvide huse da jeg, som en hypnotisørs cue til opvågning, pludselig hørte jobcenterfætteren sige; "...og I ved jo godt, at I kan tage jeres dagpenge med til udlandet i 3 måneder!"



Herefter har a-kassen og Jobcentret på skift haft glæden af at have mig i røret/på besøg nærmest hver dag, for der er en masse dejlige regler der skal følges. Jeg forestiller mig lidt, at der engang har siddet nogle folk i rundkreds i en måned med det formål at få skabt så mange blanketter og indviklede, modsigende regler som overhovedet muligt. -Dette er lykkedes virkelig godt for dem og personligt har jeg fået glæde af adskillige af disse blanketter. Hurra for bureaukratiet - det skaber arbejdspladser for folk, der kan lide at skrive ting ind på deres computere, som jeg først har skrevet på en blanket med kuglepen!