Optur/nedtur ved at være tilbage i Aalborg

Optur: At se en masse skønne folk igen
Nedtur: At en masse skønne folk arbejder og ikke altid har tid

Optur: Man kan få rugbrød
Nedtur: Man kommer til at overspise, fordi man også lige skal have en med leverpostej og remu og derefter lige en med hamburgerryg og italiensk og så lige...

Optur: At havnen er blevet super lækker
Nedtur: At det nye havnebassin er lukket, fordi de har trodset eksperternes råd og kommet til at bygge det, så det er livsfarligt

Optur: At der er kommet nye steder i Gaden
Nedtur: At være tilbage til Gadens sanitetsforhold

Total opperen: At høre Aalborggensisk igen
Total nederen: At der jo rent faktisk er nogen, som bruger udtrykket "over-mega-maje'"

Optur: At gå tur i gågaden
Nedtur: At skulle springe fra flise til flise for at undgå hullerne fra vejarbejdet

Optur: At der er lyst om aftenen
Nedtur: At der også er lyst, når man skal sove

Optur: At være tilbage hos venner og familie
Nedtur: At savne en hel by

Home, sweet h...

Efter en uovervindelig kamp mod Ryanairs bagageregler kom vi endelig ned på de magiske 20 kg. Dette betød også, at Chicos bror i check-in køen måtte overtage 2 par bukser samt en bog om at leve i nuet på dansk. Hans kæreste fik en ordentlig bøtte voks samt en spray, som gør at håret bliver mere blond, hvilket hun helt sikkert får brugt!

På vej til boarding var bagage-problemet der så igen og de kære Ryanair-folk ville have os til at proppe vores håndbagage ned i et håndbagage-måle-stativ, som meget åbenlyst var ALT for småt til vores bagage. Her var det dog tilladt både at stå og hoppe på sin håndbagage for at få den til at være der, men desværre var både kamera og bærbar alt for massive til at dette kunne lade sig gøre. Flyselskabets håndbagage-dame så strengt på os og spurgte: Do you want to take something out?? -Øhh ja, og gøre hvad med det? - putte det derop hvor solen aldrig skinner eller hvad...??? NÅ, men til alt held var vi, et par dage tidligere, helt tilfældigt løbet på en forhenværende kollega samt kæreste og svigerfamilie, som meget venligt tilbød at dele ud af deres ekstra taske-plads. På denne måde kom både kamera og bærbar sikkert med hjemad...uden at skulle puttes mærkelige steder hen!


På flyveturen var der så ellers underholdning og salg af diverse fra start til slut. Efter 7 omgange med salgsvognen advarede stewarden om at det NU ville være absolut sidste chance for at købe nogle af hans mange lækkerier. I det hele taget sælger de jo alt på det fly og over højtaleren annoncerede han hvert 10. minut med fanfarer, at vi kunne købe alt fra varme drikke, sodavand, chokolade og sandwiches til lottokuponer, telefonkort og voksbehandlinger...næsten!

Vi nåede Billund og blev som det første forkælet med frikadunser og rødkål - Uhm min moar ved præcis, hvad der er godt for mig!

Så småt på vej

I går var aftenen for den store gymnastikopvisning! Alle os gymnaster tog plads på plænen i parken, mens tilskuerne stimlede sammen på torvet foran… nå ja – lige bortset fra et par unge fyre, som hurtigt havde regnet ud, at den bedste udsigt til en flok tøser i gymnastiktøj var bagfra!

Efter dette var vi beordret til at komme og spise hos et par af vennerne (når folk pludselig finder ud af, man er på vej hjem, får de travlt med at invitere!). Aftensmaden bestod nærmest kun af egne råvarer, hvilket er meget normalt hernede og super lækkert. Lammet var en af fædrenes, den tørrede skinke var fra deres egne svin og det samme var de forskellige pølser, olivenolien var fra egne træer, kartofler havde de selv gravet op og både gulerødder, salat og agurker (helt uden coli bakterier) kom fra deres egen jord. Da alt kom til alt var det eneste der var blevet købt lidt brød og nogle øl.

Alle folk jeg har mødt hernede er virkelig åbenhjertede og gæstfri og de elsker at vise deres forskellige traditioner frem hvad enten det gælder mad, musik eller kulturen generelt. En livsnødvendighed for en ægte indfødt fichaleiro er samværet med vennerne og den store familie og vi blev enige om, at det er fordi folk er så sociale og tætte på hinanden at psykologer heromkring sjældent har arbejde!




Puhha… det nærmer sig; det unævnelige! Jeg kan ikke tro, at der er gået 3 måneder og at der står ”næste uge” på min returbillet. I dag sprang jeg på min mountainbike for sidste gang og kørte ud forbi den lille kirke udenfor byen for at sige pænt farvel til byens fredshelgen. Hun stod der som sædvanligt meget fredsommeligt og lignede ikke én, der havde tænkt sig at hjælpe mig med at skrue tiden 3 måneder tilbage. På vejen hjem trillede cyklen lige så langsomt mens jeg trådte baglæns i pedalerne alt hvad jeg kunne… heller ikke dette hjalp, så vi ender nok alligevel meget snart hjemme…!

Um dia pela vida

Lige siden vi kom har Portugal haft en stor indsamling til bekæmpelse af kræft. Over hele landet har folk samlet sig i grupper og lavet alle mulige forskellige tiltag for at samle penge; nogle har arrangeret gå- eller cykelture, solgt forskellige ting, lavet koncerter osv. Folk har været super gode til at støtte op om projektet og bare i Ficalho har 12 hold arbejdet for sagen. Lørdag var den store afslutning på det hele og alle de små byer i kommunen samledes i Serpa til et fælles arrangement. Her skulle Chico og banden spille som nogle af de sidste, men vi ville ind og se løjerne, så lige over middag besluttede vi os for at stille os ud til vejen og forsøge at få et lift de 30 km ind til Serpa. Jeg fandt tomlen frem og blaffede det bedste jeg havde lært, for vi blev enige om, at der helt sikkert ville komme nogle forbi, vi kendte. Allerede efter 5 biler begyndte vi at blive lidt utålmodige – mest fordi vi stod i den bagende middagssol uden udsigt til skyggen af skygge! Men bil nr. 6 ville åbenbart gerne have os med – det var reklamebilen for kommunistpartiet, så der var spændt højttalere på taget og bagsædet var fyld med flag og valgplakater, som de var i færd med at hænge op forskellige steder i forbindelse med valget på lørdag. Men vi fik kæmpet os ind på bagsædet, efter vores chauffører havde besluttet sig for at omlægge deres rute for vores skyld – de skulle bare liiige ind forbi en af byerne, som alligevel lå på vejen. Fint nok – vi havde masser af tid og var bare glade for vores lift! Efter de havde gjort deres stop kom vi forbi den lokale, så de spurgte om vi ikke lige skulle have en kop kaffe. Vi stoppede for at få en enkelt, som en af deres forbipasserende venner endte med at betale og så var vi ellers på vej.

Arrangementet i Serpa var super gennemført både hvad angår de 25 forskellige sceneshows, men også de små tiltag rundt omkring. Ficalho-holdet havde ønsket at få madlavningstjansen, så i stedet for at have den sædvanlige hotdogbar eller lignende havde de en kæmpe bod med snegle, bønner, kylling, salater, kød i tomatsovs, caspasio og meget andet. I det hele taget er portugiserne ikke de store fans af fastfood – det er vigtigt, at det er god mad, der serveres.

Folk som selv havde kræft eller havde mistet nogen var på scenen og fortælle om dette, så det var virkelig et følsomt arrangement – ikke mindst fordi vi alle efterhånden kender folk, som har eller har haft sygdommen. Derudover blev der solgt balloner, som folk skrev små hilsner på til venner eller familie med kræft. I en anden bod blev der solgt stykker af stof – også til hilsner, som en dame sad og syede sammen til et kæmpe tæppe, som endte med at gå oppe fra kirken, ned ad trappen, hele vejen rundt om torvet og tilbage til kirken igen. Til sidst blev ballonerne sendt af sted, mens folk gik i en lang række med tæppet rundt omkring pladsen. I midten af det hele var der lavet en bane rundt omkring et langt bord, hvor det under hele arrangementet var meningen, at der skulle være folk, som gik for at symbolisere, at det er en lang vej når man kæmper med kræft. På bordet havde folk stillet små papirsposer med sand i og til sidst blev hele vejen lyst op med et lille lys i hver af de mange poser for at vise, at der for enden af vejen, også med sygdom, er lys forude.

Det var i det hele taget et helt fantastisk og inspirerende arrangement, som en hel masse frivillige hænder havde fået stablet på benene.

Byer vi har besøgt

Serpa med de hvide huse, slottet og mulighed for at købe ind

Beja med deres marked hvor man rent faktisk kan købe ALT fra skinke og olivenolie til en ny bil eller en ko

Mertola med den islamiske festival og sangria til 80 cent

Albufeira hvor man kan besøge Eduardo og hans mor

Tavira hvor broren, den smukke strand og god mulighed for solbrændthed findes..

Brinches som er en lille by hvor Chico + band spillede for børn og gangstativer, men hvor hele deres "crew" fik serveret gratis aftensmad

Lissabon hvor vi gik rundt i en halv time og ledte efter restaurantgaden, som åbenbart lå parallelt med den gade, hvor vi boede på hostel og sov i køjesenge med far og Anita

A do Pinto hvor Bob Marley-kopien samt mekanikeren holder til

Portimão hvor folk bliver tatoveret

Sagres som er verdens ende - og en meget fin én af slagsen

Carrapateira som er den lille by med verdens hyggeligste hostel og kæmpe klipper ned til stranden

Monsaraz med de små gader, hvor søs skal gå klemt op ad muren for at få skygge

Moura hvor vi besøger vores venner på arbejdsformidlingen

Faro hvor vi henter folk fra lufthavnen engang imellem

Mina de São Domingos med den skønne sø (-og lige nu lidt for mange hollændere)

Bordeira som har meget små, meget hyggelige gader, men hvor det ikke er muligt at få noget at spise

Aljezur hvor man godt kan spise og hvor tjeneren efter maden serverer likør, som hun nægter at fortælle hvad er

Rosal som er i Spanien

...OG ikke mindst Ficalho som er Portugals absolutte navle!!!

En hilsen hjemmefra

Igår sad vi som ægte portugisere på en lille café og fik et shot formiddagskaffe. Da posten kom forbi for også at få sin daglige dosis, havde han en kæmpe kuvert i hånden, som vi var så heldige at blive overrakt. Jeg rev kuverten op i spænding og tænk sig - den var fyldt med alverdens herligheder. Én efter én hev jeg den ene skat op efter den anden og der var både marzipanbrød, pålægschokolade, salmiakpastiller, ristede løg, flæskesvær, Her og Nu samt Se og Hør, guldbarre, Daim, Skildpadder, Fishermans Friend-pastiller samt opskriften på Fisk, remoulade, Superflyers, dåseleverpostej og torskerogn, Djungelvrål og karamelstænger - hvad søren mere kan man ønske sig?!?

Må dog indrømme, at jeg aldrig har spist så meget lakrids før, som jeg har hernede takket være en masse betænksomme folk hjemmefra:-) Og jeg er alene om at kæmpe mig igennem lakridsbjergene, da jeg har opgivet at forsøge at få de fastboende til at hoppe på lakridsvognen og Chico synes bare det lugter af bjørneekskrementer, når jeg gnasker mine salmiakstænger...

Men eftersom vi jo ikke længere har 3 måneder hernede blev vi nødt til at bede om lidt assistance med konsumeringen af ovenstående godter, så vi tog en bunke med over til en kusine, som havde inviteret til aftensmad (en af hendes forældre og en af Chicos forældre er fætre/kusiner, så derfor er hun det også...og det samme er hendes søn) . Så efter lidt brød og ost, et ordentligt aftensmåltid og chokolademousse til dessert blev chokoladen smidt på bordet, hvor særligt Anton Bergs marzipanbrød var et hit!

Tusind tak for pakken Jannie og Ricky - hvor er I gode!

I forlængelse af ovenstående er det vist meget godt, at jeg har min cykel og mit arobic 2 gange ugentligt. Forrige gang skulle vi bestille t-shirt og i forvirringen fik jeg bare meddelt min størrelse uden at tænke videre over det. Sidste gang fandt jeg så ud af, at denne t-shirt skal bruges til vores "store" show, som skal opføres i byens park d. 2. juni. Seriøst - GYMNASTIKOPVISNING!!! Det har jeg vist ikke været med til siden jeg var 8, så håber virkelig hele byen kommer og ser os lave sprællemænd...!

Smarte outfit, cykelture og islamisk festival

For et par dage siden skinnede solen så skønt fra morgenen af efter den forrige dags regn, så jeg iførte mig min (synes jeg selv) ret smarte stribede "shorts-og-top-i-én-dragt". Da det lidt senere bankede på døren og jeg åbnede for et par damer, som kom forbi med kirkebladet, sagde den ene til den anden: "Åh - hun er ikke engang kommet i tøjet endnu!" - Herefter tog jeg pænt imod både blad og hentydning og revurderede tøjvalget engang. Men vejret er bare skøøønt - og det er fantastisk at stå op om morgenen og vide, uden at have kigget ud, at solen bare skinner fra en nærmest skyfri himmel!

Lørdag morgen havde jeg meldt mig til en guidet mountainbike-tour i området, og havde fået at vide, at det bare ville være en stille og rolig tur på 20 km... Men for det første, da jeg mødte op, fandt jeg de øvrige deltagere i komplet cykeloutfit med klik-sko, trøjer med lommer til vandflasker og de der cykelbukser, som gør, at man ikke slider sin egen ende op. Der var ca. 35 deltagere og det eneste andet hunkønsvæsen udover undertegnede var en toptunet chick med solbriller, matchende resten af outfittet helt ned til spænderne på cykelskoene. Så stod jeg ellers der midt i mængden med mine store turistsolbriller i panden og i det tøj, jeg bruger til mit tirsdags- og torsdagsgymnastik! Men vi kom afsted og første stop var allerede efter 3 minutter fordi jeg, uden at opdage det, havde tabt mine kæmpebriller og nogle af de andre var ved at køre over dem...flot! Nå, MEN bortset fra outfittet og brille-tricket for opmærksomhed, var det en super fed tur på små hullede og stenede stier imellem oliventræer og marker med heste og nyklippede får. Turen var dog noget hårdere end hvad jeg havde forventet, og jeg skulle kæmpe mig op ad de mange bakker i stædighed da jeg ikke ville være blandt de sidste i gruppen - i dén forbindelse tror jeg flere af de andre var lettere bekymret for mig, da jeg har det med at blive knaldrød i hele krydderen efter en smule fysisk anstrengelse. Men heldigvis havde vi en følgebil med vand, appelsiner og bananer - alt hvad man behøver, lige før man er på vej til at kradse af!




Efter cykelløbet tog vi til byen Mertola, som ligger lidt over en time herfra. Her afholdes islamisk festival hvert andet år, hvilket heldigt nok faldt lige præcis igår. Mertola er i forvejen en rigtig fin lille by, og denne weekend forvandlet til arabisk markedsplads var den helt fantastisk. Gaderne var overdækket af klæder i alle farver og overalt duftede der fra de små boder af kager, krydderier og en hel masse andet og i de forskellige telte kunne folk sidde på gulvet og ryge vandpiber og drikke te. Senere var der koncerter ved foden af borgmuren, hvor en kæmpe flod løber gennem byen - smukt!

REGNVEJR - og historier

Idag regner det helt vildt, og jeg har lige set på tv, at folk i Faro går og fejer vand ud af deres huse. Så der er intet bedre at foretage sig end at sidde på en mosters café med en kop kaffe i den ene hånd og minicomputeren til "blogging" i den anden, mens de andre gæster fortæller historier til hinanden. Bl.a. har jeg igen lige hørt dén om folkene, som kom fra nordportugal til Ficalho og troede de bestilte 24 rundstykker hos bageren til den efterfølgende dag. Da de kom for at hente deres rundstykker stod der 24 franskbrød klar til dem... ordet for "rundstykker" i nord svarer åbenbart til "brød" i dette område. Har hurtigt fundet ud af at historiefortælling er en af portugisernes ynglingsbeskæftigelser - og de har mange af slagsen. Der er altid én, der har oplevet et eller andet tosset han ivrigt gerne vil fortælle om - eller også har hans fætter!

Dér gik strømmen på caféen sammen med et kæmpe tordenskrald! Sidst det regnede og tordnede sådan her slog lynet ned i kommunekontorets 2 computere samt byens eneste hæveautomat – så vi var uden penge et par dage! Heldigvis er der altid en moster, der kan give en kaffe på klods!

Status

Der er efterhånden lidt under en måned tilbage af vores jobsøgning i Portugal og jeg mener derfor, at der må være på tide at gøre status over tingene, hvilket gøres i det følgende... Ikke fordi vi mentalt er på vej hjem - der er stadig en masse at opleve inden dét, så det er nærmere en "midtvejsevaluering"!

----

Antal søgte jobs: 31
Antal "fåede" jobs: 0

Antal forvirrede jobkonsulenter på jobcentret: 5 + chefen

Antal nye Facebookvenner: 15 (...dét er da noget der tæller!?!...er dog ikke sikker på jeg ved hvem halvdelen af dem er)

Antal nyindkøbte cykler: 1
...antal cykelture: 1

Antal kindkys: 135.285.373

Antal skønne mennesker hjemmefra, som er kommet på besøg: 4
Antal heraf følgende forspiste maver: 6

Antal nye fætre: ∞

Antal rideture på æsler: 1

Antal kogte kaniner: 1 (...og jeg lover, at jeg aldrig gør det igen Louise!)

Antal storke: svarer til antallet af elmaster x 5 (da hvert par lige nu har fået mindst 3 unger)

Antal "verdens stærkeste mænd" jeg har mødt: 1 (og han bor i Ficalho - selv hans børn siger at han samarbejder med superman og Spiderman)

Antal drukkede kopper sorte små "kaffer": 164
...antal efterfølgende dårlige maver: et par stykker

Antal ureglmæssige portugisiske verber: 1000...hvoraf jeg har kendskab til 3

Antal husmalinger: 1

Antal gaspacho'er (lækker kold suppe): 3

Antal spiste fiskehoveder: 5

Sangriaer: 1 for meget

Antal nye livretter: alt alt for mange

Antal billeder: 1412 sorteret i 14 mapper (-hvem glæder sig til det store 4½ timers lysbilledshow??)

Antal gange de gamle mænd med hat har hilst, når man går forbi dem på torvet: 6349 + moms

Antal solskinsdage: 71

Antal gange jeg har savnet min mor: Mange

Antal gange vi har drømt om bare at rive returbillettern over: 71

Festa

Så oprendt dagen for den længe ventede byfest, som afholdes til ære for byens "fredshelgen". Bortset fra dén detalje, at dagene bød på regn i urimelige mængder, var det helt fantastisk at se den lille by blive forvandlet med kæmpe scene og koncerter på kirketorvet, masser af folk overalt, karuseller rundt omkring, små boder med candyfloss og skrammel samt hvad hjertet ellers måtte begære! Alt dette blandet med katolske optog, hvor folk bærer rundt på figurer af helgener og præsten, der synger sine salmer, resulterede alt i alt i det jeg vil kalde en fandens god byfest. Søndagen foregår traditionen tro ude på landet omkring en lille kirke med plads til omtrent 12 personer. Her holder folk til i store grupper i hver deres telt/pavillon...eller for vores vedkommende; under en presenning i dét, der senere blev døbt "Shreks sump"!

Så har alle folk ellers en ordentlig bunke mad og drikke med, som gladeligt deles ud til dem man kender, der kommer forbi - og eftersom "dem man kender" er alle, så er det ikke sjældent man skal stoppe op og smage lidt hist og pist. Desuden er det også meget normalt, at der kommer én forbi på sin hest eller sit æsel og lige får en enkelt!

Derudover er det blevet tradition blandt en gruppe af de unge mænd, at man skal have overskæg i disse dage, og NOGLE af dem har samlet sammen til dette siden december!!!

Noget af det fedeste ved det hele er, hvor meget alle folk elsker disse dage og hvor meget de i fællesskab går op i det. Der er folk der arbejder frivilligt et helt år for at få det hele op at stå og for at gøre det muligt bl.a. at have livemusik nærmest uafbrudt i 3 dage, fyrværkeri og pynt i gaderne, gratis mad og drikke til alle mandag aften m.m.m (=med meget mere!!!)

Jeg har allerede modtaget mail om, at der nu kun er 361 dage til næste byfest!

Jobcenter

Vi har efterhånden været forbi jobcentret 4-5 gange, og hver gang bliver folk lidt forvirrede over hva søren vi laver i Portugal. Derfor har vi også skulle tale med en ny person hver gang. Sidst vi var der blev vores papirer givet videre fra den ene til den anden og til sidst endte vi oppe hos chefen fordi ingen helt vidste, hvad de skulle gøre ved os. Så nu kender vi efterhånden hele kontoret!

Mød min fætter!

Efterhånden har jeg vist mødt samtlige fætre i byen – men har stadig lidt svært ved at holde styr på hvem der er hvem og hvem der er fætter af 1. grad og hvem der er 2. grad. Fætre er nemlig ikke bare fætre, som de er derhjemme; her er dine forældres fætre og kusiner også dine fætre og kusiner – det samme gælder for forældrenes mostre og onkler, så man kan hurtigt få samlet sig en stor familie! Til sammenligning var vi i starten af året til fætter-kusine-fest hjemme i Aalborg, og jeg har meget svært ved at se, hvordan man nogensinde ville kunne afholde en portugisisk én af slagsen i Fætter Jans lejlighed. - For søren hvor er der mange familiebånd jeg stadig mangler at udrede – men siger man bare ”Hej fætter” rammer man rigtigt 82,5% af gangene!

Eddike-Maria og 2 polske blaffere

Efter søs og Rasmus igen var blevet afleveret i lufthavnen, besluttede vi os for at fortsætte vores jobsøgning langs Portugals kyst, da det formentligt er nemmere for os at finde arbejde der, hvor turisterne holder til – specielt for den af os, der taler dårligst portugisisk! På denne tur kom vi blandt andet forbi byerne; Marcos Hoved, Næsernes dal, Eddike-Maria og Halsbrand (Cabeca do Marco, Vale de Narizes, Maria Vinagre og Azia).

Landets vestkyst er virkelig smuk og med kæmpe bølger, som slår ind mod klipperne. Vi var blandt andet forbi Sagres (tidligere kendt som verdens ende – nu blot Europas mest vestlige punkt). Her er der total surfer-stemning med små chill-out barer og folk der kører rundt i rugbrød med drømmefangere i vinduerne og byen er super hyggelig. Om aftenen fandt vi et lille ”hippie-sted” at overnatte med små hyggekroge, store puder udenfor og ”pang-farver” overalt. Som en fortsættelse af hippie-stemningen tog vi dagen efter et par polske blaffere med i bilen på vores vej videre – de var rigtig hyggelige og havde en ven, som spiller i Danmark i bandet ”LSD on CIA” – lyder interessant, så dem må vi vist hellere tjekke ud.

Senere på landevejen mødte vi en mand som gik rundt midt på vejen og vinkede til os med sin hat. Først troede jeg også han var ude efter et lift, men da vi rundede en kurve mødte vi hans ca. 200 får, som han havde taget med sig. Dyrene stod først og betragtede os lidt skeptisk, men pludselig var vi omringet! Vi fik hurtigt fat i kameraet og fik taget en masse billeder, og jeg er ret sikker på at bondemanden tænkte; "sådan nogle dumme turister, som aldrig har set et får før!"

Besøg hjemmefra

SKØNT med besøg hjemmefra! Søs og Rasmus var forbi og jeg synes virkelig vi fik set en masse, hygget en masse og SPIST en masse. Desværre havde en irriterende forkølelse overfaldet både Chico og mig lige præcis fra onsdag, hvor vi hentede dem i lufthavnen!

Men vi var både ude og opleve; små byer, en kæmpe dæmning, natur – og selvfølgelig storke, sol (samt en masse skygge til min rødhårede søs), krabbe til aftensmad, badning i haveslangen, skildpaddejagt, støttekoncert på kirketorvet, en sø, torsk på mosterens restaurant, lokalt fodboldopgør og blev jagtet af en portugiser, der ville snakke tysk.

Lørdag aften efter 3 dage med forkølelse og ondt i halsen, havde jeg efterhånden fået udviklet en fræk Johnney-Madsen-whiskey-stemme og var klar til at gå på scenen til støttekoncerten…!!! Puha der var vist også en enkelt sommerfugl, som havde fundet sin vej til mavsen, da jeg bevægede mig op ad trappen. Derudover så det også pludselig ud som om der var mange flere folk, end hvad der havde været, da jeg stod i sikkerhed nede på landjorden. Overvejede også et øjeblik om nu også Hallelujah og Pokerface var de rette sangvalg til en portugisisk fest, som startede med et damekor, som sang regionale sange efterfulgt af Chico og hans venner med forskellige akustiske portugisiske numre. Heldigvis kom der senere en Michael Jackson-danser og til sidst en DJ – så det var et godt mix af alt muligt. Men det var super fedt at prøve og så var det bare alle tiders at få øje på søs, som bare stod og nikkede og smilede i mængden – tak for støtten!

Lidt blandet

Det kan godt være at portugisisk er svært, men spansk er altså helt russisk…! Jeg sad til middag sammen med en af Chicos veninder og hendes spanske kæreste. Manden talte og talte og jeg sad meget koncentreret og lyttede samt benyttede min nyudviklede evne til at mundaflæse, men intet hjalp. Efter 10 minutters tale havde jeg kun fanget ordet ”semana”, som betyder ”uge” og måtte ellers gætte mig til resten! Men han vil vældig gerne snakke med én og vi skal derover til hans fødselsdag senere i aften, så jeg forbereder mig på at ligne et spørgsmålstegn.

I dag har desuden været gymnastik-dag, og denne gang skulle det foregå ved fodboldbanen. Dette var også alle tiders og vejret var helt perfekt til at være udenfor… -men under træningen kom der flere og flere folk til, som satte sig rundt omkring på ”tribunen” og mente at de skulle være tilskuere eftersom der vist ikke sker så meget andet sådan en tirsdag aften. For at det ikke skulle være nok, blev projektørerne endvidere tændt efter de første par øvelser. Så rendte vi ellers rundt der og knoklede fuldstændig røde i hovederne af anstrengelse – med publikum!

Min evindelig frygt for at gå glip af noget omfatter ikke kun de ting, der sker omkring mig, men gælder også mad-mæssigt. Af samme grund endte den stakkels føromtalte kanin i mine kødgryder og her den anden dag fandt jeg mig selv med en lille snegle-fætter mellem fingrene. Den stak et godt stykke ud af huset og følehornene var helt udstrakte indtil jeg greb dens hvidløgsmarinerede krop med tænderne. Der blev tygget en enkelt gang inden den røg ned, men jeg må indrømme, at jeg ikke var helt vild med fornemmelsen. Alligevel snuppede jeg én til – bare for at være helt sikker.

Blev for resten indkaldt til et møde af jobcentret i en by, som ligger 30 km. herfra. Jeg mødte flittigt op sammen med ca. 40 andre og et par mænd i jakkesæt snakkede og snakkede uden at jeg forstod specielt meget af, hvad der foregik. Til sidst sagde de, at hvis man havde spørgsmål, kunne man lige komme og snakke med dem bagefter – og spørgsmål havde jeg sådan set en masse af. Først efter en lille snak med et af jakkesættene fandt jeg ud af, at de arbejdede for et forsikringsselskab og var ude for at rekruttere folk, men de mente desværre, at man helst skulle kunne tale portugisisk for at kunne sælge forsikringer for dem!

SØØØS og RALLE – glæder mig til I kommer herned!

Hverdag er en fest!

Tro det eller ej, men det er faktisk lykkedes mig ikke at vide, hvem der har vundet X-Factor! Men til gengæld har jeg fået set et enkelt afsnit af ”Portugal har talent”. Det er ikke meget tv det bliver til – tror vi har haft det tændt 2 gange siden vi kom, hvilket egentlig er meget rart. Jeg har fundet ud af at enhver anledning til at samles til spisning og hygge udnyttes. Blandt andet har vi været til aircondition-fest, hvor en af kammeraterne skulle sætte en aircondition op hos en anden, og derfor inviterede 8 andre til også at komme... – dette selvfølgelig uden at værten vidste noget! Men gæstfriheden er uden sammenligning og de spontane sammenkomster er hverdagskost. Eksempelvis sad vi i forgårs på mosterens restaurant, hvor en onkel kom forbi og inviterede samtlige gæster til sin søns 18 års fødselsdag, som skulle foregå samme aften. Han har åbenbart brugt hele dagen på at køre forbi venner og familie for at invitere folk, for da vi kom, var der ca. 50 andre gæster. Ellers har vi været forbi en sø, hvor Chico fangede en KÆMPE slange i vandet (jf. ovenstående billede) – herefter forsvandt min badelyst som dug for solen! Og når man taler om solen er jeg for resten blevet en lille bitte smule brun og er ret stolt! Alligevel siger de gamle damer ”Åhh pas på solen” og ”Husk solcreme min pige - du er jo så hvid!” …NÅ – og du er lille! (får man så lyst til at svare:-(

Ellers er folk ved at være klar til at give koncert i byen i forbindelse med indsamlig til kræftens bekæmpelse på lørdag. Desuden har et par folk gjort et forsøg for at overtale undertegnede til at synge med. Lige nu får jeg dog gåsehud og koldsved mellem tæerne af bare at tænke ordet "sceneskræk", så ved endnu ikke hvordan dén historie ender. Fortsættelse følger!

En lille opdatering

Idag var vi forbi mekanikeren fordi bilen efterhånden har sagt en mærkelig lyd i noget tid. Super hyggeligt sted forresten, hvor "venteværelset" var et par sten i skyggen af et kæmpe træ. I en indhegning ved siden af rendte får, kyllinger, ænder og kaniner rundt mellem hinanden og et par udbryder-haner havde fundet ud af at græsset var grønnere på den anden side. Her stod vi midt i denne land-idyl og bekymrede os om, hvorvidt vi ville have kontanter nok til at betale reparationen, men regningen endte på den nette sum, af det der svarer til 70 kr., så der bliver også råd til at spise kanin i denne uge...!

Her den anden dag mødte vi posten på torvet, hvor han stoppede os og gav os et brev og en pakke hjemmefra. Han havde åbenbart været og banke på - men han tog posten med sig igen eftersom vi ikke var hjemme ( han tænkte, at han bare lige kunne smide det op til Chicos moster istedet). Men rigtig dejligt med 2 x post i denne uge med både Lakrids Fisk og lettere smattede påskeæg. Lakridsen er jeg vist den eneste, der er taknemmelig for, da samtlige af de portugisere jeg har forsøgt at fodre med fisk var godt på vej til at skulle ud og hilse på Ulrik - Så kan de også blive fri kan de!

Ellers har vi været rundt i byerne i området med plakater for en kommende koncert til støtte for bekæmpelse af kræft, hvor Chico er med i 2 bands. Bliver fedt at se ham som rockstar ( og ikke kun "Keld og Hilda"-versionen som er kendt hjemmefra Istedgade)

Og så har en "ungdoms-organisation" forresten lige idag startet et aerobic-hold op i Ficalho, hvilket jeg selvfølgelig fik meldt mig til. Det var super godt, men de startede med at få en hel masse info, som jeg ikke fik meget mere end en bjælde ud af... Altså så vidt jeg forstod så havde de planer om, at vi engang i mellem skulle ud i parken og lave gymnastik (-håber virkelig jeg har misforstået dette punkt!)
Men heldigvis er formanden for foreningen en fætter til Chico, så jeg må vist hellere lige dobbeltchecke hva' det gik ud på!

Herudover har vi selvfølgelig været forbi jobcenter og søgt arbejde forskellige steder, men det er ikke så nemt at finde noget. Arbejdsløsheden er virkelig høj og landet er i dén grad ramt af krisen, men vi kæmper videre!

Og så er det 30 grader lige for tiden!

Olà og bom dia

Alle maler huse hernede i vildskab lige for tiden, så alle ”nordlændinge” bliver blændet, når solen skinner på de nykalkede huse. Vi har også selv været i gang, for der skal gerne se pænt ud til byfesten om en måneds tid. Så efterhånden ser vores lille portugisiske hus rigtig fint ud. Desuden har brønden også fået den, hernede, obligatoriske gule stribe.

Ellers nyder vi byen og området og jeg synes stadig det er så hyggeligt, at man hilser på alle man kommer forbi. Efterhånden har folk vist også vænnet sig til at blondie her render rundt i byen og forsøger at udtale ”olà” og ”bom dia” på bedste nordjysk. Men det der med at hilse er faktisk ikke altid helt nemt for de har ca. 1000 måder at sige hej og farvel på. Indtil middag siger man én ting og efter middag siger man en anden ting og igen noget nyt efter det bliver mørkt. Derudover er der de forskellige variationer af disse udtryk – og kender man folk godt får de også en anden hilsen. Mht. dette holder jeg mig indtil videre til hej, godmorgen, god eftermiddag og godaften/godnat og håber det er nok.

Hmm...og ikke nok med at jeg kæmper med det portugisiske; jeg var forbi Spanien fordi benzinen er billigere der. Pludselig fandt jeg mig selv på en tank i total kaos. Der var motorcykler over det hele og en pige som arbejdede på tanken råbte en masse på meget hurtigt spansk. Hun gjorde tegn til at jeg ikke måtte putte benzin på og alle folk så lidt forvirrede ud. Inde i kiosken talte en kvinde i telefon samtidig med, at hun råbte til den hurtigtsnakkende pige udenfor. Sådan kørte det i 10-15 min og lige da jeg havde bestemt mig for at køre, hentede pigen slangen og begynde at tanke for mig! Aner ikke hvad der lige skete, men jeg fik min benzin. Men har efterhånden vænnet mig til ikke altid at forstå, hvad der sker omkring mig hernede. Ikke mindst fordi folk snakker mange af gangen og allesammen meget højt, så det er svært altid at fange! Armbevægelserne og den indlevende måde at fortælle på kan dog gøre det yderst underholdende - selvom man ikke lige får pointen med.

Kys kys

Ikke engang nyforelskede teenagere kysser så meget, som man gør hernede. Ungerne bliver overdynget med ”bejinhos” af mostre, tanter og kusiner… og det gør alle andre vi andre for den sags skyld også! Og jeg er ved at have lært det der med kindkyssene, for det kan til tider være en kunst. Men griber man fat lige omkring den gamle tantes albue er det muligt at styre sit eget hoved uden om hendes og dermed undgå at panderne ramler sammen. Samtidig undgår man også at smaske læberne mod hendes i al forvirringen. Det vigtigste er dog den lille kysselyd, som laves i luften ud for hver kind. Så langt så godt! MEN så er der også solbrille-kyssene og dem har jeg bare ikke styr på endnu. Jeg er selv meget bevidst om ikke at have solbriller på mens dette akt udføres, men sådan har de garvede kindkyssere det ikke. Allerede når jeg på afstand ser en ung pige, som ser bekendt ud, med store smarte solbriller på, begynder mine håndflader at blive fugtige og jeg må indse, at jeg sikkert heller ikke denne gang kommer ud af det uden småskader. For at forberede mig bøjer jeg hovedet til begge sider og knækker nakken, så den er klar til at manøvrere udenom, men alligevel ender jeg altid med at have fået solbrillestænger i begge øjne og står og blinker lidt før jeg igen får mit syn tilbage.

Ralley i Algarve (WRC)

Denne weekend har blandt meget andet budt på Ralley på Algarvekysten og lørdag morgen mødtes vi 3 biler for at køre mod det sted, hvorfra vi skulle se løbet. Både chauføren i vores bil og i en af de andre havde været på Ralley-hjemmesiden for at finde koordinater, så det kunne ikke slå fejl - dog skulle det vise sig at være betydeligt sværre at finde end først antaget. Først kørte vi rundt i cirkler i forskellige byer, hvor GPS-damen kraftigt insisterede på, at vi skulle vende om så hurtigt som muligt. Da vi endelig kom ud af byen farede vi vild ude midt i ingenting, hvor samtlige af de folk vi spurgte om vej pegede i hver sin retning... - de fleste af disse vejvisere var ældre end ild og en af dem havde vist heller aldrig set et kort før! Men vi kørte ufortrødent videre og vejene blev til grusveje og de blev mindre og mindre. Samtidig blev vi mere og mere mistænksomme og pludselig var der afspærringer med plasticstrimler rundt omkring...altså sådan ligesom man ville gøre det på en Ralley-bane!!! Lige her informere GPS-damen os om at vi havde nået vores mål, hvilket var meget mærkeligt da vi havde forventet en masse mennesker, hellikoptere og andet... men F*CK - vi befandt os midt på banen! Vi turde ikke køre tilbage, men kunne se nogle huse oppe på en bakke som vi kørte imod. Folk var rimelig meget oppe at køre og det handlede bare om at komme væk inden én eller andet ville komme med 180 imod os. Vi fandt efter lidt tid et sted at dreje fra og kunne ånde lettet op...blot for at finde ud af at vi efter 1½ times kørsel befandt os i fuldstændig samme afstand fra vores mål, som vi gjorde da vi tog afsted kl 9. samme morgen! Men efter igen af have spurgt en masse folk om vej nåede vi frem lidt over middag.

En af vores vejvisere

Løbet var super fedt og det skulle også vise sig, at den bane vi kørte rundt på var til dagen efter - så søndag kunne vi sidde og se race på en (mere end ønsket) velkendt bane.

En tilfældig morgen i Ficalho

På mange måder er dette lidt som at blive taget ud af den rigtige verden og puttet adskillige år tilbage. I denne tid snakker konerne med én på markedet om morgenen og købmanden har al tid i verden til at skære skinke og få sig en snak med kunderne trods køen - intet er vigtigere end dagens sludder! Ved kasseapparatet tager han sig tid til at vende og dreje varerne, mens han mumler alle priserne og omhyggeligt lægger det hele i posen. Han smiler og vil igen lige høre om jeg har det godt og kan lide at være i byen - det forsikrer jeg ham om. Udenfor sidder mændene på bænkene på torvet i skyggen og brokker sig over at livet her er hårdt, selvom de inderst inde godt ved, at de aldrig ville bytte det for noget.

Velkommen til min faste læser nr. 7; Rickey O'connor!

Jobjagt

I dag har den igen stået på jobsøgning og vi var bl.a. forbi kommunen, hvor vi hang ud lidt og snakkede med en af Chicos veninder som arbejder der. På et tidspunkt tænkte jeg, vi hellere måtte lade være at forstyrre, så de kunne komme tilbage til arbejdet – mest fordi jeg så borgmesteren kom ind. Men hun satte sig bare ovenpå et af skrivebordene og begyndte at sludre med de andre, så ingen grund til at stresse over dét! Vi har købt en kanin, som jeg er lidt spændt på at skulle tilberede og krydre med ting vi fandt på vores vandretur den anden dag. Da jeg åbnede pakken med kaninen så jeg til min store rædsel at dyret stadig havde øjne og det hele… generelt bryder jeg mig ikke om, at min mad ligger og kigger op på mig, men det må jeg vist se at komme over hernede, da der ligger hele fårehoveder og andet godt og holder øje med én fra kølediskene rundt omkring! Men maden er virkelig god hernede og meget af det stammer fra området og så er det rart at vide, at skinken har haft det godt på marken og hverken kød eller andre råvarer er fyldte med sprøjtemidler.

På vandretur

Vi startede dagen med en helt fantastisk vandretur på lidt over 4 timer. Det er virkelig skønt at være midt i naturen igen, hvor man føler man er langt væk fra byer, trafik og larm...eller dvs. der er så meget dyreliv på markerne og ved bøndernes små huse, at man nærmest ikke kan høre sig selv tænke; fugle der pipper, frøer der kvækker, fårenes klokker der ringer og insekternes summen. Alt dette var meget romantisk indtil en vild hund hoppede op og kradsede mig på benet! Der er en helt speciel og afslappet stemning hernede og på vej hjem fra vores tur så vi en hane, som havde taget plads på ryggen af et får og også de så ud til at hygge sig vældigt og nyde dagen. Ingen har specielt travlt og man stopper altid op og hilser når man møder nogen - derfor kan en enkelt indkøbstur, hvor man egentlig bare skulle have lidt brød, godt komme til at vare betydeligt længere end en madpakke. Men det er skønt at folk er så sociale og hvis man sidder på en restaurant et sted kan man godt forvente, at der ikke går længe før folk, der kommer ind har flyttet en masse borde, så alle kan sidde sammen.

Chicos fødselsdag og så'n

Ahhh… 22 grader det er noget vi ka’ li’! Portugiserne flygter til skyggen mens turisterne…/turisten som den eneste sætter sig i solen og bliver godt rød! Men folk hernede er dog meget bekymrede og man bliver hele tiden trukket ind i skyggen fordi de synes man er ”lidt” hvid!

I går fejrede vi 3 gange fødselsdag for Chico, hans bror og en anden fra byen. Sidstnævnte havde arrangeret det hele, lavet mad osv. og Chico og hans bror hægtede sig på hendes fest, da det alligevel ville være de samme folk de skulle invitere – praktisk! Vi kørte ud til et hus, som ligger midt på bjerget, og her tilbragte vi dagen på terrassen med masser af mad, masser af mennesker og guitarer. Først mødtes alle folk på en café i byen så vi kunne følges derud i bilerne. Vejen derud gik ad små, meget kurvede veje fyldt med kæmpe sten. På et tidspunkt måtte et par af gæsterne give op og parkere deres biler for at hoppe op på ladet hos nogle af de andre. Men huset lå helt perfekt midt ude i ingenting med udsigt over bjerget og oliventræerne og om aftenen; en kæmpe orange måne. Lige nu (og I må gerne hade mig lidt for dette) sidder jeg udenfor i solen og nyder, at der engang imellem kommer en lille kølende vind forbi.

18-03-11 I dag var vi på tur i byerne Serpa, Mertola og Beja. I Serpa tog vi forbi turistbureauet for at få lidt info og fandt ud af at en af Chicos veninder arbejdede der. Hun tog os med til en café på torvet i sin kaffepause, hvor 2 andre kendte ansigter også sad og fik deres kaffe – flere folk kom til og inden vi vidste af det, sad der 14 mennesker omkring bordet. Dette er åbenbart fast ritual for folk der kender hinanden og arbejder rundt omkring i byen i Serpa. Folk er super sociale hernede og det er yderst sjældent man kun ser 2 personer ved et bord – og hvis man gør, er de sikkert turister.

De første par dage

Efter et lille smut i London, hvor vi skulle vente 24 timer på vores fly og fordrev tiden med en tur til vidunderlige Camden, Big Ben, det store ”pariserhjul” og en god portion fish n’ chips, var vi klar til Portugal. Vi landede i Faro og blev hentet af en fætter, som kørte os til hotellet, hvor Chicos bror arbejder. Planen var egentlig at låne en bil af ham og køre direkte hjem til Ficalho, men bænkene i Stansted Lufthavn havde natten forinden ikke budt på meget søvn, og da jeg vågnede så lå jeg mere ligesom en ræv den ville gøre (citat: ham fra cd’en, hvor de også laver Chris og Chokoladefabrikken) så for søren, hvor bliver man let at overtale til i stedet at tage en aften med grill, krabbe og Pictionary på Algarvekysten frem for at skulle ud at køre hjem. Grillen gik rigtig godt og krabben var som den skulle være, men jeg havde lidt ondt af ham der fik en dansker på holdet i Pictionary og trods stor ihærdighed tabte stort.

Næste morgen vågnede vi til solskin og udsigt over Algarvekysten – overhovedet ikke dårligt. Vi havde dog savnet dokumentudfyldning og andet papirarbejde og besluttede os for at søge mod jobcentret. Dette brugte vi det meste af eftermiddagen på – bl.a. fordi de vist aldrig før havde haft udlændinge der, som ønskede at blive i 3 måneder for at søge arbejde. Men de var rigtig søde og det viste sig da også, at hun kendte mindst én af Chicos fætre. Selvom der er fin sol om dagen bliver der rigtig koldt om aftenen og desuden er der ingen varme i husene. Men vi tog over til moster Gina, hvor de satte gang i ildstedet og ristede pølser. Desuden har man i de fleste hjem et bord, med et tungt tæppe over. Nedenunder er der en varmeplade, så der bliver dejligt lunt under bordet, og så kan man sidde med tæppet over benene og få varme nedefra – en helt fantastisk opfindelse! Folk her forstår ikke helt hvorfor vi er kommet til Portugal; der er høj arbejdsløshed, lønnen er lav og rigtig mange folk tager universitetsuddannelser og ender alligevel med at sidde ved kassen et sted... -men samtidig er det sjældent man møder folk så rige på medmenneskelighed og som har så god tid til hinanden. Er man ude at køre kan man være sikker på at bilen foran stopper op midt på vejen, hvis han møder én han kender – og ingen dytter, for man har ikke mere travlt end at man lige kan få en sludder midt i trafikken. Desuden er familierne store og man tager sig godt af hinanden gamle som unge… lidt mafia-godfather-agtigt med kindkys og det hele, men med lidt mindre kriminalitet!

JUBIIII!!!

Har fundet ud af at MERE end én person (udover min mor) har læst min lille blog, og har fået besked om, at en opdatering må være på sin plads!

Tirsdag i denne uge skete det så endelig. 2 fine kuverter lå pænt i postkassen og ventede. Aldrig har jeg sprunget så hurtigt op til tredje og fik først vejret igen efter at have flået brevet op. - Sjældent bliver man SÅ lykkelig for at modtage en rude-kuvert!!! Tilladelsen til at rejse blev blandt andet fejret med middag og øjeblikkelig meddelelse til licens-ministeriet om at de for fremtiden kan stikke deres regninger skråt! Skriveriet er efterfølgende blevet syltet lidt til fordel for hyggelige besøg hos familie- og beskæftigelsesforvaltningen (-sjældent har jeg set så mange grå beklædningsgenstande samlet på ét sted), jobcenter samt andet praktisk og opsigelse af diverse. Så er det afsted imorgen - whiii jeg skal være portugiser!

BONUS-INFO Temperaturer i Portugal næste weekend: Fredag: 18 Lørdag: 16 Søndag: 17

11 dage til måske-afrejse

For 117 gang denne uge kradser jeg febrilsk neglene mod bunden af en mere end tom postkasse. Jeg mistænker postmanden for, i nattens mulm, at have indopereret et hemmeligt rum, hvori han påtænker at lægge mit brev. Men efter grundig undersøgelse af samtlige hjørner og sprækker må jeg nok indse, at der ikke er noget at komme efter.

11 dage til afrejse og selvfølgelig stadig intet svar! For ikke at blive helt sindssyg får jeg tiden til at gå med pakkelister og andet. Bl.a. rettede jeg henvendelse (læs: skrev en ynkelig må-jeg-ikk-nok-komme-afsted-min-kæreste-er-portugiser-og-så'n-mail) til a-kassen. Men der var ingen kære mor til trøst og jeg fik det svar, som jeg inderst inde nok havde forventet; Du må vente til fodposten ankommer ca. en uge før afrejsetidspunktet! Ca. ... hvad kan man regne med at ordet ca. indebærer?!? Er det ca. en uge, som i "en uge minus 1 dag!? Eller ca. en uge som i "dagen før afgang"??

Mens vi venter...

Sidder i skrivende stund på mit kære jobsøgningskursus, hvor jeg på blot 4 uger fra 9-15 skal indvies i kunsten at udforme en ansøgning samt CV. Samtidig er jeg ved at gå ud af mit gode pølseskind af at vente ved min postkasse på et brev, med afgørelsen om, om vi kan smutte til Portugal eller ej.

SÅ en dag i sidste uge fandt jeg intet mindre end 2 kuverter fra a-kassen, som begge blev flået op. Den ene ville bare fortælle at jeg var berettiget til penge herhjemme og den anden fortalte, at de havde modtaget min ansøgning om at komme afsted - samt at der tidligst ville komme svar på denne en uge før afrejsetidspunktet. FEDT - dvs. vi mindst har en hel uge til at få bestilt billetter, opsige diverse ting i dk, rekvirere eu-sygesikring (som er specielt fordi dette ikke blot er alm. rejse) samt sige farvel og tak til alt og alle! Jeg har roo i sindet...føler mig heeeelt afslappet...trækker vejret laaansoooomt!!! - En øvelse der skal gentages nogle gange, hvorefter man er helt indforstået med, at et par dage selvfølgelig er nok til at forberede sig på denne mindre omvæltning i sit liv.

Dagpenge med til udlandet

I første uge efter min afsluttende eksamen, fandt jeg mig selv på et af de anmelderroste Jobcentermøder for "Nyuddannede under 30". Første blanket der skulle udfyldes denne dag var den, hvor man blandt andet skal skrive sit cpr nr. hvorefter man fortæller sin alder og til sidst sætter kryds ved om man er over eller under 25...-så er dét ligsom på plads!!! På trods af den engagede jobcentermands forsøg på at gøre mødet til et brag af en fest lykkedes det mig, et kort øjeblik, at dagdrømme mig langt væk fra dagpengehelvedets 2 halvhjertede ugentlige ansøgninger samt endeløs udfyldning af blanketter. Lokalet og de øvrige "Nyuddannede under 30" forvandlede sig til solfyldte marker og små hvide huse da jeg, som en hypnotisørs cue til opvågning, pludselig hørte jobcenterfætteren sige; "...og I ved jo godt, at I kan tage jeres dagpenge med til udlandet i 3 måneder!"



Herefter har a-kassen og Jobcentret på skift haft glæden af at have mig i røret/på besøg nærmest hver dag, for der er en masse dejlige regler der skal følges. Jeg forestiller mig lidt, at der engang har siddet nogle folk i rundkreds i en måned med det formål at få skabt så mange blanketter og indviklede, modsigende regler som overhovedet muligt. -Dette er lykkedes virkelig godt for dem og personligt har jeg fået glæde af adskillige af disse blanketter. Hurra for bureaukratiet - det skaber arbejdspladser for folk, der kan lide at skrive ting ind på deres computere, som jeg først har skrevet på en blanket med kuglepen!