Optur/nedtur ved at være tilbage i Aalborg

Optur: At se en masse skønne folk igen
Nedtur: At en masse skønne folk arbejder og ikke altid har tid

Optur: Man kan få rugbrød
Nedtur: Man kommer til at overspise, fordi man også lige skal have en med leverpostej og remu og derefter lige en med hamburgerryg og italiensk og så lige...

Optur: At havnen er blevet super lækker
Nedtur: At det nye havnebassin er lukket, fordi de har trodset eksperternes råd og kommet til at bygge det, så det er livsfarligt

Optur: At der er kommet nye steder i Gaden
Nedtur: At være tilbage til Gadens sanitetsforhold

Total opperen: At høre Aalborggensisk igen
Total nederen: At der jo rent faktisk er nogen, som bruger udtrykket "over-mega-maje'"

Optur: At gå tur i gågaden
Nedtur: At skulle springe fra flise til flise for at undgå hullerne fra vejarbejdet

Optur: At der er lyst om aftenen
Nedtur: At der også er lyst, når man skal sove

Optur: At være tilbage hos venner og familie
Nedtur: At savne en hel by

Home, sweet h...

Efter en uovervindelig kamp mod Ryanairs bagageregler kom vi endelig ned på de magiske 20 kg. Dette betød også, at Chicos bror i check-in køen måtte overtage 2 par bukser samt en bog om at leve i nuet på dansk. Hans kæreste fik en ordentlig bøtte voks samt en spray, som gør at håret bliver mere blond, hvilket hun helt sikkert får brugt!

På vej til boarding var bagage-problemet der så igen og de kære Ryanair-folk ville have os til at proppe vores håndbagage ned i et håndbagage-måle-stativ, som meget åbenlyst var ALT for småt til vores bagage. Her var det dog tilladt både at stå og hoppe på sin håndbagage for at få den til at være der, men desværre var både kamera og bærbar alt for massive til at dette kunne lade sig gøre. Flyselskabets håndbagage-dame så strengt på os og spurgte: Do you want to take something out?? -Øhh ja, og gøre hvad med det? - putte det derop hvor solen aldrig skinner eller hvad...??? NÅ, men til alt held var vi, et par dage tidligere, helt tilfældigt løbet på en forhenværende kollega samt kæreste og svigerfamilie, som meget venligt tilbød at dele ud af deres ekstra taske-plads. På denne måde kom både kamera og bærbar sikkert med hjemad...uden at skulle puttes mærkelige steder hen!


På flyveturen var der så ellers underholdning og salg af diverse fra start til slut. Efter 7 omgange med salgsvognen advarede stewarden om at det NU ville være absolut sidste chance for at købe nogle af hans mange lækkerier. I det hele taget sælger de jo alt på det fly og over højtaleren annoncerede han hvert 10. minut med fanfarer, at vi kunne købe alt fra varme drikke, sodavand, chokolade og sandwiches til lottokuponer, telefonkort og voksbehandlinger...næsten!

Vi nåede Billund og blev som det første forkælet med frikadunser og rødkål - Uhm min moar ved præcis, hvad der er godt for mig!

Så småt på vej

I går var aftenen for den store gymnastikopvisning! Alle os gymnaster tog plads på plænen i parken, mens tilskuerne stimlede sammen på torvet foran… nå ja – lige bortset fra et par unge fyre, som hurtigt havde regnet ud, at den bedste udsigt til en flok tøser i gymnastiktøj var bagfra!

Efter dette var vi beordret til at komme og spise hos et par af vennerne (når folk pludselig finder ud af, man er på vej hjem, får de travlt med at invitere!). Aftensmaden bestod nærmest kun af egne råvarer, hvilket er meget normalt hernede og super lækkert. Lammet var en af fædrenes, den tørrede skinke var fra deres egne svin og det samme var de forskellige pølser, olivenolien var fra egne træer, kartofler havde de selv gravet op og både gulerødder, salat og agurker (helt uden coli bakterier) kom fra deres egen jord. Da alt kom til alt var det eneste der var blevet købt lidt brød og nogle øl.

Alle folk jeg har mødt hernede er virkelig åbenhjertede og gæstfri og de elsker at vise deres forskellige traditioner frem hvad enten det gælder mad, musik eller kulturen generelt. En livsnødvendighed for en ægte indfødt fichaleiro er samværet med vennerne og den store familie og vi blev enige om, at det er fordi folk er så sociale og tætte på hinanden at psykologer heromkring sjældent har arbejde!




Puhha… det nærmer sig; det unævnelige! Jeg kan ikke tro, at der er gået 3 måneder og at der står ”næste uge” på min returbillet. I dag sprang jeg på min mountainbike for sidste gang og kørte ud forbi den lille kirke udenfor byen for at sige pænt farvel til byens fredshelgen. Hun stod der som sædvanligt meget fredsommeligt og lignede ikke én, der havde tænkt sig at hjælpe mig med at skrue tiden 3 måneder tilbage. På vejen hjem trillede cyklen lige så langsomt mens jeg trådte baglæns i pedalerne alt hvad jeg kunne… heller ikke dette hjalp, så vi ender nok alligevel meget snart hjemme…!