Kys kys

Ikke engang nyforelskede teenagere kysser så meget, som man gør hernede. Ungerne bliver overdynget med ”bejinhos” af mostre, tanter og kusiner… og det gør alle andre vi andre for den sags skyld også! Og jeg er ved at have lært det der med kindkyssene, for det kan til tider være en kunst. Men griber man fat lige omkring den gamle tantes albue er det muligt at styre sit eget hoved uden om hendes og dermed undgå at panderne ramler sammen. Samtidig undgår man også at smaske læberne mod hendes i al forvirringen. Det vigtigste er dog den lille kysselyd, som laves i luften ud for hver kind. Så langt så godt! MEN så er der også solbrille-kyssene og dem har jeg bare ikke styr på endnu. Jeg er selv meget bevidst om ikke at have solbriller på mens dette akt udføres, men sådan har de garvede kindkyssere det ikke. Allerede når jeg på afstand ser en ung pige, som ser bekendt ud, med store smarte solbriller på, begynder mine håndflader at blive fugtige og jeg må indse, at jeg sikkert heller ikke denne gang kommer ud af det uden småskader. For at forberede mig bøjer jeg hovedet til begge sider og knækker nakken, så den er klar til at manøvrere udenom, men alligevel ender jeg altid med at have fået solbrillestænger i begge øjne og står og blinker lidt før jeg igen får mit syn tilbage.

Ralley i Algarve (WRC)

Denne weekend har blandt meget andet budt på Ralley på Algarvekysten og lørdag morgen mødtes vi 3 biler for at køre mod det sted, hvorfra vi skulle se løbet. Både chauføren i vores bil og i en af de andre havde været på Ralley-hjemmesiden for at finde koordinater, så det kunne ikke slå fejl - dog skulle det vise sig at være betydeligt sværre at finde end først antaget. Først kørte vi rundt i cirkler i forskellige byer, hvor GPS-damen kraftigt insisterede på, at vi skulle vende om så hurtigt som muligt. Da vi endelig kom ud af byen farede vi vild ude midt i ingenting, hvor samtlige af de folk vi spurgte om vej pegede i hver sin retning... - de fleste af disse vejvisere var ældre end ild og en af dem havde vist heller aldrig set et kort før! Men vi kørte ufortrødent videre og vejene blev til grusveje og de blev mindre og mindre. Samtidig blev vi mere og mere mistænksomme og pludselig var der afspærringer med plasticstrimler rundt omkring...altså sådan ligesom man ville gøre det på en Ralley-bane!!! Lige her informere GPS-damen os om at vi havde nået vores mål, hvilket var meget mærkeligt da vi havde forventet en masse mennesker, hellikoptere og andet... men F*CK - vi befandt os midt på banen! Vi turde ikke køre tilbage, men kunne se nogle huse oppe på en bakke som vi kørte imod. Folk var rimelig meget oppe at køre og det handlede bare om at komme væk inden én eller andet ville komme med 180 imod os. Vi fandt efter lidt tid et sted at dreje fra og kunne ånde lettet op...blot for at finde ud af at vi efter 1½ times kørsel befandt os i fuldstændig samme afstand fra vores mål, som vi gjorde da vi tog afsted kl 9. samme morgen! Men efter igen af have spurgt en masse folk om vej nåede vi frem lidt over middag.

En af vores vejvisere

Løbet var super fedt og det skulle også vise sig, at den bane vi kørte rundt på var til dagen efter - så søndag kunne vi sidde og se race på en (mere end ønsket) velkendt bane.

En tilfældig morgen i Ficalho

På mange måder er dette lidt som at blive taget ud af den rigtige verden og puttet adskillige år tilbage. I denne tid snakker konerne med én på markedet om morgenen og købmanden har al tid i verden til at skære skinke og få sig en snak med kunderne trods køen - intet er vigtigere end dagens sludder! Ved kasseapparatet tager han sig tid til at vende og dreje varerne, mens han mumler alle priserne og omhyggeligt lægger det hele i posen. Han smiler og vil igen lige høre om jeg har det godt og kan lide at være i byen - det forsikrer jeg ham om. Udenfor sidder mændene på bænkene på torvet i skyggen og brokker sig over at livet her er hårdt, selvom de inderst inde godt ved, at de aldrig ville bytte det for noget.

Velkommen til min faste læser nr. 7; Rickey O'connor!

Jobjagt

I dag har den igen stået på jobsøgning og vi var bl.a. forbi kommunen, hvor vi hang ud lidt og snakkede med en af Chicos veninder som arbejder der. På et tidspunkt tænkte jeg, vi hellere måtte lade være at forstyrre, så de kunne komme tilbage til arbejdet – mest fordi jeg så borgmesteren kom ind. Men hun satte sig bare ovenpå et af skrivebordene og begyndte at sludre med de andre, så ingen grund til at stresse over dét! Vi har købt en kanin, som jeg er lidt spændt på at skulle tilberede og krydre med ting vi fandt på vores vandretur den anden dag. Da jeg åbnede pakken med kaninen så jeg til min store rædsel at dyret stadig havde øjne og det hele… generelt bryder jeg mig ikke om, at min mad ligger og kigger op på mig, men det må jeg vist se at komme over hernede, da der ligger hele fårehoveder og andet godt og holder øje med én fra kølediskene rundt omkring! Men maden er virkelig god hernede og meget af det stammer fra området og så er det rart at vide, at skinken har haft det godt på marken og hverken kød eller andre råvarer er fyldte med sprøjtemidler.

På vandretur

Vi startede dagen med en helt fantastisk vandretur på lidt over 4 timer. Det er virkelig skønt at være midt i naturen igen, hvor man føler man er langt væk fra byer, trafik og larm...eller dvs. der er så meget dyreliv på markerne og ved bøndernes små huse, at man nærmest ikke kan høre sig selv tænke; fugle der pipper, frøer der kvækker, fårenes klokker der ringer og insekternes summen. Alt dette var meget romantisk indtil en vild hund hoppede op og kradsede mig på benet! Der er en helt speciel og afslappet stemning hernede og på vej hjem fra vores tur så vi en hane, som havde taget plads på ryggen af et får og også de så ud til at hygge sig vældigt og nyde dagen. Ingen har specielt travlt og man stopper altid op og hilser når man møder nogen - derfor kan en enkelt indkøbstur, hvor man egentlig bare skulle have lidt brød, godt komme til at vare betydeligt længere end en madpakke. Men det er skønt at folk er så sociale og hvis man sidder på en restaurant et sted kan man godt forvente, at der ikke går længe før folk, der kommer ind har flyttet en masse borde, så alle kan sidde sammen.

Chicos fødselsdag og så'n

Ahhh… 22 grader det er noget vi ka’ li’! Portugiserne flygter til skyggen mens turisterne…/turisten som den eneste sætter sig i solen og bliver godt rød! Men folk hernede er dog meget bekymrede og man bliver hele tiden trukket ind i skyggen fordi de synes man er ”lidt” hvid!

I går fejrede vi 3 gange fødselsdag for Chico, hans bror og en anden fra byen. Sidstnævnte havde arrangeret det hele, lavet mad osv. og Chico og hans bror hægtede sig på hendes fest, da det alligevel ville være de samme folk de skulle invitere – praktisk! Vi kørte ud til et hus, som ligger midt på bjerget, og her tilbragte vi dagen på terrassen med masser af mad, masser af mennesker og guitarer. Først mødtes alle folk på en café i byen så vi kunne følges derud i bilerne. Vejen derud gik ad små, meget kurvede veje fyldt med kæmpe sten. På et tidspunkt måtte et par af gæsterne give op og parkere deres biler for at hoppe op på ladet hos nogle af de andre. Men huset lå helt perfekt midt ude i ingenting med udsigt over bjerget og oliventræerne og om aftenen; en kæmpe orange måne. Lige nu (og I må gerne hade mig lidt for dette) sidder jeg udenfor i solen og nyder, at der engang imellem kommer en lille kølende vind forbi.

18-03-11 I dag var vi på tur i byerne Serpa, Mertola og Beja. I Serpa tog vi forbi turistbureauet for at få lidt info og fandt ud af at en af Chicos veninder arbejdede der. Hun tog os med til en café på torvet i sin kaffepause, hvor 2 andre kendte ansigter også sad og fik deres kaffe – flere folk kom til og inden vi vidste af det, sad der 14 mennesker omkring bordet. Dette er åbenbart fast ritual for folk der kender hinanden og arbejder rundt omkring i byen i Serpa. Folk er super sociale hernede og det er yderst sjældent man kun ser 2 personer ved et bord – og hvis man gør, er de sikkert turister.

De første par dage

Efter et lille smut i London, hvor vi skulle vente 24 timer på vores fly og fordrev tiden med en tur til vidunderlige Camden, Big Ben, det store ”pariserhjul” og en god portion fish n’ chips, var vi klar til Portugal. Vi landede i Faro og blev hentet af en fætter, som kørte os til hotellet, hvor Chicos bror arbejder. Planen var egentlig at låne en bil af ham og køre direkte hjem til Ficalho, men bænkene i Stansted Lufthavn havde natten forinden ikke budt på meget søvn, og da jeg vågnede så lå jeg mere ligesom en ræv den ville gøre (citat: ham fra cd’en, hvor de også laver Chris og Chokoladefabrikken) så for søren, hvor bliver man let at overtale til i stedet at tage en aften med grill, krabbe og Pictionary på Algarvekysten frem for at skulle ud at køre hjem. Grillen gik rigtig godt og krabben var som den skulle være, men jeg havde lidt ondt af ham der fik en dansker på holdet i Pictionary og trods stor ihærdighed tabte stort.

Næste morgen vågnede vi til solskin og udsigt over Algarvekysten – overhovedet ikke dårligt. Vi havde dog savnet dokumentudfyldning og andet papirarbejde og besluttede os for at søge mod jobcentret. Dette brugte vi det meste af eftermiddagen på – bl.a. fordi de vist aldrig før havde haft udlændinge der, som ønskede at blive i 3 måneder for at søge arbejde. Men de var rigtig søde og det viste sig da også, at hun kendte mindst én af Chicos fætre. Selvom der er fin sol om dagen bliver der rigtig koldt om aftenen og desuden er der ingen varme i husene. Men vi tog over til moster Gina, hvor de satte gang i ildstedet og ristede pølser. Desuden har man i de fleste hjem et bord, med et tungt tæppe over. Nedenunder er der en varmeplade, så der bliver dejligt lunt under bordet, og så kan man sidde med tæppet over benene og få varme nedefra – en helt fantastisk opfindelse! Folk her forstår ikke helt hvorfor vi er kommet til Portugal; der er høj arbejdsløshed, lønnen er lav og rigtig mange folk tager universitetsuddannelser og ender alligevel med at sidde ved kassen et sted... -men samtidig er det sjældent man møder folk så rige på medmenneskelighed og som har så god tid til hinanden. Er man ude at køre kan man være sikker på at bilen foran stopper op midt på vejen, hvis han møder én han kender – og ingen dytter, for man har ikke mere travlt end at man lige kan få en sludder midt i trafikken. Desuden er familierne store og man tager sig godt af hinanden gamle som unge… lidt mafia-godfather-agtigt med kindkys og det hele, men med lidt mindre kriminalitet!

JUBIIII!!!

Har fundet ud af at MERE end én person (udover min mor) har læst min lille blog, og har fået besked om, at en opdatering må være på sin plads!

Tirsdag i denne uge skete det så endelig. 2 fine kuverter lå pænt i postkassen og ventede. Aldrig har jeg sprunget så hurtigt op til tredje og fik først vejret igen efter at have flået brevet op. - Sjældent bliver man SÅ lykkelig for at modtage en rude-kuvert!!! Tilladelsen til at rejse blev blandt andet fejret med middag og øjeblikkelig meddelelse til licens-ministeriet om at de for fremtiden kan stikke deres regninger skråt! Skriveriet er efterfølgende blevet syltet lidt til fordel for hyggelige besøg hos familie- og beskæftigelsesforvaltningen (-sjældent har jeg set så mange grå beklædningsgenstande samlet på ét sted), jobcenter samt andet praktisk og opsigelse af diverse. Så er det afsted imorgen - whiii jeg skal være portugiser!

BONUS-INFO Temperaturer i Portugal næste weekend: Fredag: 18 Lørdag: 16 Søndag: 17

11 dage til måske-afrejse

For 117 gang denne uge kradser jeg febrilsk neglene mod bunden af en mere end tom postkasse. Jeg mistænker postmanden for, i nattens mulm, at have indopereret et hemmeligt rum, hvori han påtænker at lægge mit brev. Men efter grundig undersøgelse af samtlige hjørner og sprækker må jeg nok indse, at der ikke er noget at komme efter.

11 dage til afrejse og selvfølgelig stadig intet svar! For ikke at blive helt sindssyg får jeg tiden til at gå med pakkelister og andet. Bl.a. rettede jeg henvendelse (læs: skrev en ynkelig må-jeg-ikk-nok-komme-afsted-min-kæreste-er-portugiser-og-så'n-mail) til a-kassen. Men der var ingen kære mor til trøst og jeg fik det svar, som jeg inderst inde nok havde forventet; Du må vente til fodposten ankommer ca. en uge før afrejsetidspunktet! Ca. ... hvad kan man regne med at ordet ca. indebærer?!? Er det ca. en uge, som i "en uge minus 1 dag!? Eller ca. en uge som i "dagen før afgang"??

Mens vi venter...

Sidder i skrivende stund på mit kære jobsøgningskursus, hvor jeg på blot 4 uger fra 9-15 skal indvies i kunsten at udforme en ansøgning samt CV. Samtidig er jeg ved at gå ud af mit gode pølseskind af at vente ved min postkasse på et brev, med afgørelsen om, om vi kan smutte til Portugal eller ej.

SÅ en dag i sidste uge fandt jeg intet mindre end 2 kuverter fra a-kassen, som begge blev flået op. Den ene ville bare fortælle at jeg var berettiget til penge herhjemme og den anden fortalte, at de havde modtaget min ansøgning om at komme afsted - samt at der tidligst ville komme svar på denne en uge før afrejsetidspunktet. FEDT - dvs. vi mindst har en hel uge til at få bestilt billetter, opsige diverse ting i dk, rekvirere eu-sygesikring (som er specielt fordi dette ikke blot er alm. rejse) samt sige farvel og tak til alt og alle! Jeg har roo i sindet...føler mig heeeelt afslappet...trækker vejret laaansoooomt!!! - En øvelse der skal gentages nogle gange, hvorefter man er helt indforstået med, at et par dage selvfølgelig er nok til at forberede sig på denne mindre omvæltning i sit liv.