Jobcenter

Vi har efterhånden været forbi jobcentret 4-5 gange, og hver gang bliver folk lidt forvirrede over hva søren vi laver i Portugal. Derfor har vi også skulle tale med en ny person hver gang. Sidst vi var der blev vores papirer givet videre fra den ene til den anden og til sidst endte vi oppe hos chefen fordi ingen helt vidste, hvad de skulle gøre ved os. Så nu kender vi efterhånden hele kontoret!

Mød min fætter!

Efterhånden har jeg vist mødt samtlige fætre i byen – men har stadig lidt svært ved at holde styr på hvem der er hvem og hvem der er fætter af 1. grad og hvem der er 2. grad. Fætre er nemlig ikke bare fætre, som de er derhjemme; her er dine forældres fætre og kusiner også dine fætre og kusiner – det samme gælder for forældrenes mostre og onkler, så man kan hurtigt få samlet sig en stor familie! Til sammenligning var vi i starten af året til fætter-kusine-fest hjemme i Aalborg, og jeg har meget svært ved at se, hvordan man nogensinde ville kunne afholde en portugisisk én af slagsen i Fætter Jans lejlighed. - For søren hvor er der mange familiebånd jeg stadig mangler at udrede – men siger man bare ”Hej fætter” rammer man rigtigt 82,5% af gangene!

Eddike-Maria og 2 polske blaffere

Efter søs og Rasmus igen var blevet afleveret i lufthavnen, besluttede vi os for at fortsætte vores jobsøgning langs Portugals kyst, da det formentligt er nemmere for os at finde arbejde der, hvor turisterne holder til – specielt for den af os, der taler dårligst portugisisk! På denne tur kom vi blandt andet forbi byerne; Marcos Hoved, Næsernes dal, Eddike-Maria og Halsbrand (Cabeca do Marco, Vale de Narizes, Maria Vinagre og Azia).

Landets vestkyst er virkelig smuk og med kæmpe bølger, som slår ind mod klipperne. Vi var blandt andet forbi Sagres (tidligere kendt som verdens ende – nu blot Europas mest vestlige punkt). Her er der total surfer-stemning med små chill-out barer og folk der kører rundt i rugbrød med drømmefangere i vinduerne og byen er super hyggelig. Om aftenen fandt vi et lille ”hippie-sted” at overnatte med små hyggekroge, store puder udenfor og ”pang-farver” overalt. Som en fortsættelse af hippie-stemningen tog vi dagen efter et par polske blaffere med i bilen på vores vej videre – de var rigtig hyggelige og havde en ven, som spiller i Danmark i bandet ”LSD on CIA” – lyder interessant, så dem må vi vist hellere tjekke ud.

Senere på landevejen mødte vi en mand som gik rundt midt på vejen og vinkede til os med sin hat. Først troede jeg også han var ude efter et lift, men da vi rundede en kurve mødte vi hans ca. 200 får, som han havde taget med sig. Dyrene stod først og betragtede os lidt skeptisk, men pludselig var vi omringet! Vi fik hurtigt fat i kameraet og fik taget en masse billeder, og jeg er ret sikker på at bondemanden tænkte; "sådan nogle dumme turister, som aldrig har set et får før!"

Besøg hjemmefra

SKØNT med besøg hjemmefra! Søs og Rasmus var forbi og jeg synes virkelig vi fik set en masse, hygget en masse og SPIST en masse. Desværre havde en irriterende forkølelse overfaldet både Chico og mig lige præcis fra onsdag, hvor vi hentede dem i lufthavnen!

Men vi var både ude og opleve; små byer, en kæmpe dæmning, natur – og selvfølgelig storke, sol (samt en masse skygge til min rødhårede søs), krabbe til aftensmad, badning i haveslangen, skildpaddejagt, støttekoncert på kirketorvet, en sø, torsk på mosterens restaurant, lokalt fodboldopgør og blev jagtet af en portugiser, der ville snakke tysk.

Lørdag aften efter 3 dage med forkølelse og ondt i halsen, havde jeg efterhånden fået udviklet en fræk Johnney-Madsen-whiskey-stemme og var klar til at gå på scenen til støttekoncerten…!!! Puha der var vist også en enkelt sommerfugl, som havde fundet sin vej til mavsen, da jeg bevægede mig op ad trappen. Derudover så det også pludselig ud som om der var mange flere folk, end hvad der havde været, da jeg stod i sikkerhed nede på landjorden. Overvejede også et øjeblik om nu også Hallelujah og Pokerface var de rette sangvalg til en portugisisk fest, som startede med et damekor, som sang regionale sange efterfulgt af Chico og hans venner med forskellige akustiske portugisiske numre. Heldigvis kom der senere en Michael Jackson-danser og til sidst en DJ – så det var et godt mix af alt muligt. Men det var super fedt at prøve og så var det bare alle tiders at få øje på søs, som bare stod og nikkede og smilede i mængden – tak for støtten!

Lidt blandet

Det kan godt være at portugisisk er svært, men spansk er altså helt russisk…! Jeg sad til middag sammen med en af Chicos veninder og hendes spanske kæreste. Manden talte og talte og jeg sad meget koncentreret og lyttede samt benyttede min nyudviklede evne til at mundaflæse, men intet hjalp. Efter 10 minutters tale havde jeg kun fanget ordet ”semana”, som betyder ”uge” og måtte ellers gætte mig til resten! Men han vil vældig gerne snakke med én og vi skal derover til hans fødselsdag senere i aften, så jeg forbereder mig på at ligne et spørgsmålstegn.

I dag har desuden været gymnastik-dag, og denne gang skulle det foregå ved fodboldbanen. Dette var også alle tiders og vejret var helt perfekt til at være udenfor… -men under træningen kom der flere og flere folk til, som satte sig rundt omkring på ”tribunen” og mente at de skulle være tilskuere eftersom der vist ikke sker så meget andet sådan en tirsdag aften. For at det ikke skulle være nok, blev projektørerne endvidere tændt efter de første par øvelser. Så rendte vi ellers rundt der og knoklede fuldstændig røde i hovederne af anstrengelse – med publikum!

Min evindelig frygt for at gå glip af noget omfatter ikke kun de ting, der sker omkring mig, men gælder også mad-mæssigt. Af samme grund endte den stakkels føromtalte kanin i mine kødgryder og her den anden dag fandt jeg mig selv med en lille snegle-fætter mellem fingrene. Den stak et godt stykke ud af huset og følehornene var helt udstrakte indtil jeg greb dens hvidløgsmarinerede krop med tænderne. Der blev tygget en enkelt gang inden den røg ned, men jeg må indrømme, at jeg ikke var helt vild med fornemmelsen. Alligevel snuppede jeg én til – bare for at være helt sikker.

Blev for resten indkaldt til et møde af jobcentret i en by, som ligger 30 km. herfra. Jeg mødte flittigt op sammen med ca. 40 andre og et par mænd i jakkesæt snakkede og snakkede uden at jeg forstod specielt meget af, hvad der foregik. Til sidst sagde de, at hvis man havde spørgsmål, kunne man lige komme og snakke med dem bagefter – og spørgsmål havde jeg sådan set en masse af. Først efter en lille snak med et af jakkesættene fandt jeg ud af, at de arbejdede for et forsikringsselskab og var ude for at rekruttere folk, men de mente desværre, at man helst skulle kunne tale portugisisk for at kunne sælge forsikringer for dem!

SØØØS og RALLE – glæder mig til I kommer herned!

Hverdag er en fest!

Tro det eller ej, men det er faktisk lykkedes mig ikke at vide, hvem der har vundet X-Factor! Men til gengæld har jeg fået set et enkelt afsnit af ”Portugal har talent”. Det er ikke meget tv det bliver til – tror vi har haft det tændt 2 gange siden vi kom, hvilket egentlig er meget rart. Jeg har fundet ud af at enhver anledning til at samles til spisning og hygge udnyttes. Blandt andet har vi været til aircondition-fest, hvor en af kammeraterne skulle sætte en aircondition op hos en anden, og derfor inviterede 8 andre til også at komme... – dette selvfølgelig uden at værten vidste noget! Men gæstfriheden er uden sammenligning og de spontane sammenkomster er hverdagskost. Eksempelvis sad vi i forgårs på mosterens restaurant, hvor en onkel kom forbi og inviterede samtlige gæster til sin søns 18 års fødselsdag, som skulle foregå samme aften. Han har åbenbart brugt hele dagen på at køre forbi venner og familie for at invitere folk, for da vi kom, var der ca. 50 andre gæster. Ellers har vi været forbi en sø, hvor Chico fangede en KÆMPE slange i vandet (jf. ovenstående billede) – herefter forsvandt min badelyst som dug for solen! Og når man taler om solen er jeg for resten blevet en lille bitte smule brun og er ret stolt! Alligevel siger de gamle damer ”Åhh pas på solen” og ”Husk solcreme min pige - du er jo så hvid!” …NÅ – og du er lille! (får man så lyst til at svare:-(

Ellers er folk ved at være klar til at give koncert i byen i forbindelse med indsamlig til kræftens bekæmpelse på lørdag. Desuden har et par folk gjort et forsøg for at overtale undertegnede til at synge med. Lige nu får jeg dog gåsehud og koldsved mellem tæerne af bare at tænke ordet "sceneskræk", så ved endnu ikke hvordan dén historie ender. Fortsættelse følger!

En lille opdatering

Idag var vi forbi mekanikeren fordi bilen efterhånden har sagt en mærkelig lyd i noget tid. Super hyggeligt sted forresten, hvor "venteværelset" var et par sten i skyggen af et kæmpe træ. I en indhegning ved siden af rendte får, kyllinger, ænder og kaniner rundt mellem hinanden og et par udbryder-haner havde fundet ud af at græsset var grønnere på den anden side. Her stod vi midt i denne land-idyl og bekymrede os om, hvorvidt vi ville have kontanter nok til at betale reparationen, men regningen endte på den nette sum, af det der svarer til 70 kr., så der bliver også råd til at spise kanin i denne uge...!

Her den anden dag mødte vi posten på torvet, hvor han stoppede os og gav os et brev og en pakke hjemmefra. Han havde åbenbart været og banke på - men han tog posten med sig igen eftersom vi ikke var hjemme ( han tænkte, at han bare lige kunne smide det op til Chicos moster istedet). Men rigtig dejligt med 2 x post i denne uge med både Lakrids Fisk og lettere smattede påskeæg. Lakridsen er jeg vist den eneste, der er taknemmelig for, da samtlige af de portugisere jeg har forsøgt at fodre med fisk var godt på vej til at skulle ud og hilse på Ulrik - Så kan de også blive fri kan de!

Ellers har vi været rundt i byerne i området med plakater for en kommende koncert til støtte for bekæmpelse af kræft, hvor Chico er med i 2 bands. Bliver fedt at se ham som rockstar ( og ikke kun "Keld og Hilda"-versionen som er kendt hjemmefra Istedgade)

Og så har en "ungdoms-organisation" forresten lige idag startet et aerobic-hold op i Ficalho, hvilket jeg selvfølgelig fik meldt mig til. Det var super godt, men de startede med at få en hel masse info, som jeg ikke fik meget mere end en bjælde ud af... Altså så vidt jeg forstod så havde de planer om, at vi engang i mellem skulle ud i parken og lave gymnastik (-håber virkelig jeg har misforstået dette punkt!)
Men heldigvis er formanden for foreningen en fætter til Chico, så jeg må vist hellere lige dobbeltchecke hva' det gik ud på!

Herudover har vi selvfølgelig været forbi jobcenter og søgt arbejde forskellige steder, men det er ikke så nemt at finde noget. Arbejdsløsheden er virkelig høj og landet er i dén grad ramt af krisen, men vi kæmper videre!

Og så er det 30 grader lige for tiden!

Olà og bom dia

Alle maler huse hernede i vildskab lige for tiden, så alle ”nordlændinge” bliver blændet, når solen skinner på de nykalkede huse. Vi har også selv været i gang, for der skal gerne se pænt ud til byfesten om en måneds tid. Så efterhånden ser vores lille portugisiske hus rigtig fint ud. Desuden har brønden også fået den, hernede, obligatoriske gule stribe.

Ellers nyder vi byen og området og jeg synes stadig det er så hyggeligt, at man hilser på alle man kommer forbi. Efterhånden har folk vist også vænnet sig til at blondie her render rundt i byen og forsøger at udtale ”olà” og ”bom dia” på bedste nordjysk. Men det der med at hilse er faktisk ikke altid helt nemt for de har ca. 1000 måder at sige hej og farvel på. Indtil middag siger man én ting og efter middag siger man en anden ting og igen noget nyt efter det bliver mørkt. Derudover er der de forskellige variationer af disse udtryk – og kender man folk godt får de også en anden hilsen. Mht. dette holder jeg mig indtil videre til hej, godmorgen, god eftermiddag og godaften/godnat og håber det er nok.

Hmm...og ikke nok med at jeg kæmper med det portugisiske; jeg var forbi Spanien fordi benzinen er billigere der. Pludselig fandt jeg mig selv på en tank i total kaos. Der var motorcykler over det hele og en pige som arbejdede på tanken råbte en masse på meget hurtigt spansk. Hun gjorde tegn til at jeg ikke måtte putte benzin på og alle folk så lidt forvirrede ud. Inde i kiosken talte en kvinde i telefon samtidig med, at hun råbte til den hurtigtsnakkende pige udenfor. Sådan kørte det i 10-15 min og lige da jeg havde bestemt mig for at køre, hentede pigen slangen og begynde at tanke for mig! Aner ikke hvad der lige skete, men jeg fik min benzin. Men har efterhånden vænnet mig til ikke altid at forstå, hvad der sker omkring mig hernede. Ikke mindst fordi folk snakker mange af gangen og allesammen meget højt, så det er svært altid at fange! Armbevægelserne og den indlevende måde at fortælle på kan dog gøre det yderst underholdende - selvom man ikke lige får pointen med.