De små forskelle

tirsdag den 29. marts 2011

Kys kys

Ikke engang nyforelskede teenagere kysser så meget, som man gør hernede. Ungerne bliver overdynget med ”bejinhos” af mostre, tanter og kusiner… og det gør alle andre vi andre for den sags skyld også! Og jeg er ved at have lært det der med kindkyssene, for det kan til tider være en kunst. Men griber man fat lige omkring den gamle tantes albue er det muligt at styre sit eget hoved uden om hendes og dermed undgå at panderne ramler sammen. Samtidig undgår man også at smaske læberne mod hendes i al forvirringen. Det vigtigste er dog den lille kysselyd, som laves i luften ud for hver kind. Så langt så godt! MEN så er der også solbrille-kyssene og dem har jeg bare ikke styr på endnu. Jeg er selv meget bevidst om ikke at have solbriller på mens dette akt udføres, men sådan har de garvede kindkyssere det ikke. Allerede når jeg på afstand ser en ung pige, som ser bekendt ud, med store smarte solbriller på, begynder mine håndflader at blive fugtige og jeg må indse, at jeg sikkert heller ikke denne gang kommer ud af det uden småskader. For at forberede mig bøjer jeg hovedet til begge sider og knækker nakken, så den er klar til at manøvrere udenom, men alligevel ender jeg altid med at have fået solbrillestænger i begge øjne og står og blinker lidt før jeg igen får mit syn tilbage.

Ingen kommentarer: