De små forskelle

søndag den 12. juni 2011

Home, sweet h...

Efter en uovervindelig kamp mod Ryanairs bagageregler kom vi endelig ned på de magiske 20 kg. Dette betød også, at Chicos bror i check-in køen måtte overtage 2 par bukser samt en bog om at leve i nuet på dansk. Hans kæreste fik en ordentlig bøtte voks samt en spray, som gør at håret bliver mere blond, hvilket hun helt sikkert får brugt!

På vej til boarding var bagage-problemet der så igen og de kære Ryanair-folk ville have os til at proppe vores håndbagage ned i et håndbagage-måle-stativ, som meget åbenlyst var ALT for småt til vores bagage. Her var det dog tilladt både at stå og hoppe på sin håndbagage for at få den til at være der, men desværre var både kamera og bærbar alt for massive til at dette kunne lade sig gøre. Flyselskabets håndbagage-dame så strengt på os og spurgte: Do you want to take something out?? -Øhh ja, og gøre hvad med det? - putte det derop hvor solen aldrig skinner eller hvad...??? NÅ, men til alt held var vi, et par dage tidligere, helt tilfældigt løbet på en forhenværende kollega samt kæreste og svigerfamilie, som meget venligt tilbød at dele ud af deres ekstra taske-plads. På denne måde kom både kamera og bærbar sikkert med hjemad...uden at skulle puttes mærkelige steder hen!


På flyveturen var der så ellers underholdning og salg af diverse fra start til slut. Efter 7 omgange med salgsvognen advarede stewarden om at det NU ville være absolut sidste chance for at købe nogle af hans mange lækkerier. I det hele taget sælger de jo alt på det fly og over højtaleren annoncerede han hvert 10. minut med fanfarer, at vi kunne købe alt fra varme drikke, sodavand, chokolade og sandwiches til lottokuponer, telefonkort og voksbehandlinger...næsten!

Vi nåede Billund og blev som det første forkælet med frikadunser og rødkål - Uhm min moar ved præcis, hvad der er godt for mig!

1 kommentar:

Chico Mendes sagde ...

Den her skul hed "Home, wet home..."