Så småt på vej

I går var aftenen for den store gymnastikopvisning! Alle os gymnaster tog plads på plænen i parken, mens tilskuerne stimlede sammen på torvet foran… nå ja – lige bortset fra et par unge fyre, som hurtigt havde regnet ud, at den bedste udsigt til en flok tøser i gymnastiktøj var bagfra!

Efter dette var vi beordret til at komme og spise hos et par af vennerne (når folk pludselig finder ud af, man er på vej hjem, får de travlt med at invitere!). Aftensmaden bestod nærmest kun af egne råvarer, hvilket er meget normalt hernede og super lækkert. Lammet var en af fædrenes, den tørrede skinke var fra deres egne svin og det samme var de forskellige pølser, olivenolien var fra egne træer, kartofler havde de selv gravet op og både gulerødder, salat og agurker (helt uden coli bakterier) kom fra deres egen jord. Da alt kom til alt var det eneste der var blevet købt lidt brød og nogle øl.

Alle folk jeg har mødt hernede er virkelig åbenhjertede og gæstfri og de elsker at vise deres forskellige traditioner frem hvad enten det gælder mad, musik eller kulturen generelt. En livsnødvendighed for en ægte indfødt fichaleiro er samværet med vennerne og den store familie og vi blev enige om, at det er fordi folk er så sociale og tætte på hinanden at psykologer heromkring sjældent har arbejde!




Puhha… det nærmer sig; det unævnelige! Jeg kan ikke tro, at der er gået 3 måneder og at der står ”næste uge” på min returbillet. I dag sprang jeg på min mountainbike for sidste gang og kørte ud forbi den lille kirke udenfor byen for at sige pænt farvel til byens fredshelgen. Hun stod der som sædvanligt meget fredsommeligt og lignede ikke én, der havde tænkt sig at hjælpe mig med at skrue tiden 3 måneder tilbage. På vejen hjem trillede cyklen lige så langsomt mens jeg trådte baglæns i pedalerne alt hvad jeg kunne… heller ikke dette hjalp, så vi ender nok alligevel meget snart hjemme…!