Lige siden vi kom har Portugal haft en stor indsamling til bekæmpelse af kræft. Over hele landet har folk samlet sig i grupper og lavet alle mulige forskellige tiltag for at samle penge; nogle har arrangeret gå- eller cykelture, solgt forskellige ting, lavet koncerter osv. Folk har været super gode til at støtte op om projektet og bare i Ficalho har 12 hold arbejdet for sagen. Lørdag var den store afslutning på det hele og alle de små byer i kommunen samledes i Serpa til et fælles arrangement. Her skulle Chico og banden spille som nogle af de sidste, men vi ville ind og se løjerne, så lige over middag besluttede vi os for at stille os ud til vejen og forsøge at få et lift de 30 km ind til Serpa. Jeg fandt tomlen frem og blaffede det bedste jeg havde lært, for vi blev enige om, at der helt sikkert ville komme nogle forbi, vi kendte. Allerede efter 5 biler begyndte vi at blive lidt utålmodige – mest fordi vi stod i den bagende middagssol uden udsigt til skyggen af skygge! Men bil nr. 6 ville åbenbart gerne have os med – det var reklamebilen for kommunistpartiet, så der var spændt højttalere på taget og bagsædet var fyld med flag og valgplakater, som de var i færd med at hænge op forskellige steder i forbindelse med valget på lørdag. Men vi fik kæmpet os ind på bagsædet, efter vores chauffører havde besluttet sig for at omlægge deres rute for vores skyld – de skulle bare liiige ind forbi en af byerne, som alligevel lå på vejen. Fint nok – vi havde masser af tid og var bare glade for vores lift! Efter de havde gjort deres stop kom vi forbi den lokale, så de spurgte om vi ikke lige skulle have en kop kaffe. Vi stoppede for at få en enkelt, som en af deres forbipasserende venner endte med at betale og så var vi ellers på vej.
Arrangementet i Serpa var super gennemført både hvad angår de 25 forskellige sceneshows, men også de små tiltag rundt omkring. Ficalho-holdet havde ønsket at få madlavningstjansen, så i stedet for at have den sædvanlige hotdogbar eller lignende havde de en kæmpe bod med snegle, bønner, kylling, salater, kød i tomatsovs, caspasio og meget andet. I det hele taget er portugiserne ikke de store fans af fastfood – det er vigtigt, at det er god mad, der serveres.
Folk som selv havde kræft eller havde mistet nogen var på scenen og fortælle om dette, så det var virkelig et følsomt arrangement – ikke mindst fordi vi alle efterhånden kender folk, som har eller har haft sygdommen. Derudover blev der solgt balloner, som folk skrev små hilsner på til venner eller familie med kræft. I en anden bod blev der solgt stykker af stof – også til hilsner, som en dame sad og syede sammen til et kæmpe tæppe, som endte med at gå oppe fra kirken, ned ad trappen, hele vejen rundt om torvet og tilbage til kirken igen. Til sidst blev ballonerne sendt af sted, mens folk gik i en lang række med tæppet rundt omkring pladsen. I midten af det hele var der lavet en bane rundt omkring et langt bord, hvor det under hele arrangementet var meningen, at der skulle være folk, som gik for at symbolisere, at det er en lang vej når man kæmper med kræft. På bordet havde folk stillet små papirsposer med sand i og til sidst blev hele vejen lyst op med et lille lys i hver af de mange poser for at vise, at der for enden af vejen, også med sygdom, er lys forude.
Det var i det hele taget et helt fantastisk og inspirerende arrangement, som en hel masse frivillige hænder havde fået stablet på benene.
Folk som selv havde kræft eller havde mistet nogen var på scenen og fortælle om dette, så det var virkelig et følsomt arrangement – ikke mindst fordi vi alle efterhånden kender folk, som har eller har haft sygdommen. Derudover blev der solgt balloner, som folk skrev små hilsner på til venner eller familie med kræft. I en anden bod blev der solgt stykker af stof – også til hilsner, som en dame sad og syede sammen til et kæmpe tæppe, som endte med at gå oppe fra kirken, ned ad trappen, hele vejen rundt om torvet og tilbage til kirken igen. Til sidst blev ballonerne sendt af sted, mens folk gik i en lang række med tæppet rundt omkring pladsen. I midten af det hele var der lavet en bane rundt omkring et langt bord, hvor det under hele arrangementet var meningen, at der skulle være folk, som gik for at symbolisere, at det er en lang vej når man kæmper med kræft. På bordet havde folk stillet små papirsposer med sand i og til sidst blev hele vejen lyst op med et lille lys i hver af de mange poser for at vise, at der for enden af vejen, også med sygdom, er lys forude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar