Optur/nedtur ved at være tilbage i Aalborg

Optur: At se en masse skønne folk igen
Nedtur: At en masse skønne folk arbejder og ikke altid har tid

Optur: Man kan få rugbrød
Nedtur: Man kommer til at overspise, fordi man også lige skal have en med leverpostej og remu og derefter lige en med hamburgerryg og italiensk og så lige...

Optur: At havnen er blevet super lækker
Nedtur: At det nye havnebassin er lukket, fordi de har trodset eksperternes råd og kommet til at bygge det, så det er livsfarligt

Optur: At der er kommet nye steder i Gaden
Nedtur: At være tilbage til Gadens sanitetsforhold

Total opperen: At høre Aalborggensisk igen
Total nederen: At der jo rent faktisk er nogen, som bruger udtrykket "over-mega-maje'"

Optur: At gå tur i gågaden
Nedtur: At skulle springe fra flise til flise for at undgå hullerne fra vejarbejdet

Optur: At der er lyst om aftenen
Nedtur: At der også er lyst, når man skal sove

Optur: At være tilbage hos venner og familie
Nedtur: At savne en hel by

Home, sweet h...

Efter en uovervindelig kamp mod Ryanairs bagageregler kom vi endelig ned på de magiske 20 kg. Dette betød også, at Chicos bror i check-in køen måtte overtage 2 par bukser samt en bog om at leve i nuet på dansk. Hans kæreste fik en ordentlig bøtte voks samt en spray, som gør at håret bliver mere blond, hvilket hun helt sikkert får brugt!

På vej til boarding var bagage-problemet der så igen og de kære Ryanair-folk ville have os til at proppe vores håndbagage ned i et håndbagage-måle-stativ, som meget åbenlyst var ALT for småt til vores bagage. Her var det dog tilladt både at stå og hoppe på sin håndbagage for at få den til at være der, men desværre var både kamera og bærbar alt for massive til at dette kunne lade sig gøre. Flyselskabets håndbagage-dame så strengt på os og spurgte: Do you want to take something out?? -Øhh ja, og gøre hvad med det? - putte det derop hvor solen aldrig skinner eller hvad...??? NÅ, men til alt held var vi, et par dage tidligere, helt tilfældigt løbet på en forhenværende kollega samt kæreste og svigerfamilie, som meget venligt tilbød at dele ud af deres ekstra taske-plads. På denne måde kom både kamera og bærbar sikkert med hjemad...uden at skulle puttes mærkelige steder hen!


På flyveturen var der så ellers underholdning og salg af diverse fra start til slut. Efter 7 omgange med salgsvognen advarede stewarden om at det NU ville være absolut sidste chance for at købe nogle af hans mange lækkerier. I det hele taget sælger de jo alt på det fly og over højtaleren annoncerede han hvert 10. minut med fanfarer, at vi kunne købe alt fra varme drikke, sodavand, chokolade og sandwiches til lottokuponer, telefonkort og voksbehandlinger...næsten!

Vi nåede Billund og blev som det første forkælet med frikadunser og rødkål - Uhm min moar ved præcis, hvad der er godt for mig!

Så småt på vej

I går var aftenen for den store gymnastikopvisning! Alle os gymnaster tog plads på plænen i parken, mens tilskuerne stimlede sammen på torvet foran… nå ja – lige bortset fra et par unge fyre, som hurtigt havde regnet ud, at den bedste udsigt til en flok tøser i gymnastiktøj var bagfra!

Efter dette var vi beordret til at komme og spise hos et par af vennerne (når folk pludselig finder ud af, man er på vej hjem, får de travlt med at invitere!). Aftensmaden bestod nærmest kun af egne råvarer, hvilket er meget normalt hernede og super lækkert. Lammet var en af fædrenes, den tørrede skinke var fra deres egne svin og det samme var de forskellige pølser, olivenolien var fra egne træer, kartofler havde de selv gravet op og både gulerødder, salat og agurker (helt uden coli bakterier) kom fra deres egen jord. Da alt kom til alt var det eneste der var blevet købt lidt brød og nogle øl.

Alle folk jeg har mødt hernede er virkelig åbenhjertede og gæstfri og de elsker at vise deres forskellige traditioner frem hvad enten det gælder mad, musik eller kulturen generelt. En livsnødvendighed for en ægte indfødt fichaleiro er samværet med vennerne og den store familie og vi blev enige om, at det er fordi folk er så sociale og tætte på hinanden at psykologer heromkring sjældent har arbejde!




Puhha… det nærmer sig; det unævnelige! Jeg kan ikke tro, at der er gået 3 måneder og at der står ”næste uge” på min returbillet. I dag sprang jeg på min mountainbike for sidste gang og kørte ud forbi den lille kirke udenfor byen for at sige pænt farvel til byens fredshelgen. Hun stod der som sædvanligt meget fredsommeligt og lignede ikke én, der havde tænkt sig at hjælpe mig med at skrue tiden 3 måneder tilbage. På vejen hjem trillede cyklen lige så langsomt mens jeg trådte baglæns i pedalerne alt hvad jeg kunne… heller ikke dette hjalp, så vi ender nok alligevel meget snart hjemme…!

Um dia pela vida

Lige siden vi kom har Portugal haft en stor indsamling til bekæmpelse af kræft. Over hele landet har folk samlet sig i grupper og lavet alle mulige forskellige tiltag for at samle penge; nogle har arrangeret gå- eller cykelture, solgt forskellige ting, lavet koncerter osv. Folk har været super gode til at støtte op om projektet og bare i Ficalho har 12 hold arbejdet for sagen. Lørdag var den store afslutning på det hele og alle de små byer i kommunen samledes i Serpa til et fælles arrangement. Her skulle Chico og banden spille som nogle af de sidste, men vi ville ind og se løjerne, så lige over middag besluttede vi os for at stille os ud til vejen og forsøge at få et lift de 30 km ind til Serpa. Jeg fandt tomlen frem og blaffede det bedste jeg havde lært, for vi blev enige om, at der helt sikkert ville komme nogle forbi, vi kendte. Allerede efter 5 biler begyndte vi at blive lidt utålmodige – mest fordi vi stod i den bagende middagssol uden udsigt til skyggen af skygge! Men bil nr. 6 ville åbenbart gerne have os med – det var reklamebilen for kommunistpartiet, så der var spændt højttalere på taget og bagsædet var fyld med flag og valgplakater, som de var i færd med at hænge op forskellige steder i forbindelse med valget på lørdag. Men vi fik kæmpet os ind på bagsædet, efter vores chauffører havde besluttet sig for at omlægge deres rute for vores skyld – de skulle bare liiige ind forbi en af byerne, som alligevel lå på vejen. Fint nok – vi havde masser af tid og var bare glade for vores lift! Efter de havde gjort deres stop kom vi forbi den lokale, så de spurgte om vi ikke lige skulle have en kop kaffe. Vi stoppede for at få en enkelt, som en af deres forbipasserende venner endte med at betale og så var vi ellers på vej.

Arrangementet i Serpa var super gennemført både hvad angår de 25 forskellige sceneshows, men også de små tiltag rundt omkring. Ficalho-holdet havde ønsket at få madlavningstjansen, så i stedet for at have den sædvanlige hotdogbar eller lignende havde de en kæmpe bod med snegle, bønner, kylling, salater, kød i tomatsovs, caspasio og meget andet. I det hele taget er portugiserne ikke de store fans af fastfood – det er vigtigt, at det er god mad, der serveres.

Folk som selv havde kræft eller havde mistet nogen var på scenen og fortælle om dette, så det var virkelig et følsomt arrangement – ikke mindst fordi vi alle efterhånden kender folk, som har eller har haft sygdommen. Derudover blev der solgt balloner, som folk skrev små hilsner på til venner eller familie med kræft. I en anden bod blev der solgt stykker af stof – også til hilsner, som en dame sad og syede sammen til et kæmpe tæppe, som endte med at gå oppe fra kirken, ned ad trappen, hele vejen rundt om torvet og tilbage til kirken igen. Til sidst blev ballonerne sendt af sted, mens folk gik i en lang række med tæppet rundt omkring pladsen. I midten af det hele var der lavet en bane rundt omkring et langt bord, hvor det under hele arrangementet var meningen, at der skulle være folk, som gik for at symbolisere, at det er en lang vej når man kæmper med kræft. På bordet havde folk stillet små papirsposer med sand i og til sidst blev hele vejen lyst op med et lille lys i hver af de mange poser for at vise, at der for enden af vejen, også med sygdom, er lys forude.

Det var i det hele taget et helt fantastisk og inspirerende arrangement, som en hel masse frivillige hænder havde fået stablet på benene.

Byer vi har besøgt

Serpa med de hvide huse, slottet og mulighed for at købe ind

Beja med deres marked hvor man rent faktisk kan købe ALT fra skinke og olivenolie til en ny bil eller en ko

Mertola med den islamiske festival og sangria til 80 cent

Albufeira hvor man kan besøge Eduardo og hans mor

Tavira hvor broren, den smukke strand og god mulighed for solbrændthed findes..

Brinches som er en lille by hvor Chico + band spillede for børn og gangstativer, men hvor hele deres "crew" fik serveret gratis aftensmad

Lissabon hvor vi gik rundt i en halv time og ledte efter restaurantgaden, som åbenbart lå parallelt med den gade, hvor vi boede på hostel og sov i køjesenge med far og Anita

A do Pinto hvor Bob Marley-kopien samt mekanikeren holder til

Portimão hvor folk bliver tatoveret

Sagres som er verdens ende - og en meget fin én af slagsen

Carrapateira som er den lille by med verdens hyggeligste hostel og kæmpe klipper ned til stranden

Monsaraz med de små gader, hvor søs skal gå klemt op ad muren for at få skygge

Moura hvor vi besøger vores venner på arbejdsformidlingen

Faro hvor vi henter folk fra lufthavnen engang imellem

Mina de São Domingos med den skønne sø (-og lige nu lidt for mange hollændere)

Bordeira som har meget små, meget hyggelige gader, men hvor det ikke er muligt at få noget at spise

Aljezur hvor man godt kan spise og hvor tjeneren efter maden serverer likør, som hun nægter at fortælle hvad er

Rosal som er i Spanien

...OG ikke mindst Ficalho som er Portugals absolutte navle!!!

En hilsen hjemmefra

Igår sad vi som ægte portugisere på en lille café og fik et shot formiddagskaffe. Da posten kom forbi for også at få sin daglige dosis, havde han en kæmpe kuvert i hånden, som vi var så heldige at blive overrakt. Jeg rev kuverten op i spænding og tænk sig - den var fyldt med alverdens herligheder. Én efter én hev jeg den ene skat op efter den anden og der var både marzipanbrød, pålægschokolade, salmiakpastiller, ristede løg, flæskesvær, Her og Nu samt Se og Hør, guldbarre, Daim, Skildpadder, Fishermans Friend-pastiller samt opskriften på Fisk, remoulade, Superflyers, dåseleverpostej og torskerogn, Djungelvrål og karamelstænger - hvad søren mere kan man ønske sig?!?

Må dog indrømme, at jeg aldrig har spist så meget lakrids før, som jeg har hernede takket være en masse betænksomme folk hjemmefra:-) Og jeg er alene om at kæmpe mig igennem lakridsbjergene, da jeg har opgivet at forsøge at få de fastboende til at hoppe på lakridsvognen og Chico synes bare det lugter af bjørneekskrementer, når jeg gnasker mine salmiakstænger...

Men eftersom vi jo ikke længere har 3 måneder hernede blev vi nødt til at bede om lidt assistance med konsumeringen af ovenstående godter, så vi tog en bunke med over til en kusine, som havde inviteret til aftensmad (en af hendes forældre og en af Chicos forældre er fætre/kusiner, så derfor er hun det også...og det samme er hendes søn) . Så efter lidt brød og ost, et ordentligt aftensmåltid og chokolademousse til dessert blev chokoladen smidt på bordet, hvor særligt Anton Bergs marzipanbrød var et hit!

Tusind tak for pakken Jannie og Ricky - hvor er I gode!

I forlængelse af ovenstående er det vist meget godt, at jeg har min cykel og mit arobic 2 gange ugentligt. Forrige gang skulle vi bestille t-shirt og i forvirringen fik jeg bare meddelt min størrelse uden at tænke videre over det. Sidste gang fandt jeg så ud af, at denne t-shirt skal bruges til vores "store" show, som skal opføres i byens park d. 2. juni. Seriøst - GYMNASTIKOPVISNING!!! Det har jeg vist ikke været med til siden jeg var 8, så håber virkelig hele byen kommer og ser os lave sprællemænd...!

Smarte outfit, cykelture og islamisk festival

For et par dage siden skinnede solen så skønt fra morgenen af efter den forrige dags regn, så jeg iførte mig min (synes jeg selv) ret smarte stribede "shorts-og-top-i-én-dragt". Da det lidt senere bankede på døren og jeg åbnede for et par damer, som kom forbi med kirkebladet, sagde den ene til den anden: "Åh - hun er ikke engang kommet i tøjet endnu!" - Herefter tog jeg pænt imod både blad og hentydning og revurderede tøjvalget engang. Men vejret er bare skøøønt - og det er fantastisk at stå op om morgenen og vide, uden at have kigget ud, at solen bare skinner fra en nærmest skyfri himmel!

Lørdag morgen havde jeg meldt mig til en guidet mountainbike-tour i området, og havde fået at vide, at det bare ville være en stille og rolig tur på 20 km... Men for det første, da jeg mødte op, fandt jeg de øvrige deltagere i komplet cykeloutfit med klik-sko, trøjer med lommer til vandflasker og de der cykelbukser, som gør, at man ikke slider sin egen ende op. Der var ca. 35 deltagere og det eneste andet hunkønsvæsen udover undertegnede var en toptunet chick med solbriller, matchende resten af outfittet helt ned til spænderne på cykelskoene. Så stod jeg ellers der midt i mængden med mine store turistsolbriller i panden og i det tøj, jeg bruger til mit tirsdags- og torsdagsgymnastik! Men vi kom afsted og første stop var allerede efter 3 minutter fordi jeg, uden at opdage det, havde tabt mine kæmpebriller og nogle af de andre var ved at køre over dem...flot! Nå, MEN bortset fra outfittet og brille-tricket for opmærksomhed, var det en super fed tur på små hullede og stenede stier imellem oliventræer og marker med heste og nyklippede får. Turen var dog noget hårdere end hvad jeg havde forventet, og jeg skulle kæmpe mig op ad de mange bakker i stædighed da jeg ikke ville være blandt de sidste i gruppen - i dén forbindelse tror jeg flere af de andre var lettere bekymret for mig, da jeg har det med at blive knaldrød i hele krydderen efter en smule fysisk anstrengelse. Men heldigvis havde vi en følgebil med vand, appelsiner og bananer - alt hvad man behøver, lige før man er på vej til at kradse af!




Efter cykelløbet tog vi til byen Mertola, som ligger lidt over en time herfra. Her afholdes islamisk festival hvert andet år, hvilket heldigt nok faldt lige præcis igår. Mertola er i forvejen en rigtig fin lille by, og denne weekend forvandlet til arabisk markedsplads var den helt fantastisk. Gaderne var overdækket af klæder i alle farver og overalt duftede der fra de små boder af kager, krydderier og en hel masse andet og i de forskellige telte kunne folk sidde på gulvet og ryge vandpiber og drikke te. Senere var der koncerter ved foden af borgmuren, hvor en kæmpe flod løber gennem byen - smukt!